Iaroslava er begejstret for at kunne læse til sygeplejerske på kun 2,5 år

Efter et par års arbejde som social- og sundhedsassistent tog Iaroslava næste skridt på vejen til sit mål om at blive sygeplejerske. Nu læser hun på VIAs særlige sygeplejerskeuddannelse for assistenter (SSA), hvor hun kan nå sit mål på kun 2,5 år. 

Iaroslava Ivanitska læser til sygeplejerske på kun 2,5 år på VIAs særlige uddannelse for SOSU-assistenter

 

”Jeg synes, det var fantastisk at være social- og sundhedsassistent, for jeg kan godt lide at hjælpe mennesker og mærke deres taknemmelighed. Men jeg elsker også at lære nyt og få nye udfordringer og viden. Derfor er jeg virkelig glad for at være i gang med at læse videre. Det er min store drøm at blive sygeplejerske,” fortæller Iaroslava Ivanitska.

Hun er 35 år og kom til Danmark for 14 år siden fra Ukraine, hvor hun arbejdede som dyrlæge. Nu bor hun i Rønbjerg med sin mand og deres tre børn. Og hun er godt i gang med VIAs særlige sygeplejerskeuddannelse for assistenter (SSA) i Viborg, hvor hun kan blive færdiguddannet på kun 2,5 år. Normalt tager det 3,5 år at læse til sygeplejerske i Danmark.

Erfaring er en kæmpe fordel

”Tempoet er højt og undervisningen koncentreret, fordi vi skal nå igennem pensum på kortere tid. Men vi har allesammen erfaring at trække på, fordi vi alle er social- og sundhedsassistenter. Og vi er meget motiverede for at lære og blive færdige med uddannelsen, så vi kan komme ud og arbejde som sygeplejersker,” forklarer Iaroslava.

Hendes karrieredrømme går i flere retninger, for hun ser rigtig mange spændende jobmuligheder som sygeplejerske. Måske vil hun arbejde med børn og læse videre til sundhedsplejerske. Måske vil hun gå efter job på et hospice, for hun anser det for meget smukt og meningsgivende at være med til at give døende borgere en god og værdig afslutning på livet.

Ny læring hver dag

”Jeg vil rigtig gerne blive en dygtig sygeplejerske. Derfor er det guld værd, at jeg har mulighed for at tage denne særlige uddannelse. På vores hold forventer vi at lære nyt hver eneste dag. Vi er ligesom et orkester, og underviserne dirigerer os. Vores undervisere er SÅ dygtige. Det betyder meget,” siger Iaroslava.

Hun fortæller, at hverdagen med fuldtidsstudier og tre mindre børn kan være hård, men omvendt er der også fordele ved at være studerende frem for at skulle møde på job.

”En god ting er, at undervisningen først starter kl. 9.00. Det betyder, at jeg har god tid sammen med mine børn om morgenen. Og vi har to måneders sommerferie til at tjene penge og være mere sammen med familie og venner end dagligdagen tillader,” forklarer Iaroslava.

Iaroslava Ivanitska læser til sygeplejerske på kun 2,5 år på VIAs særlige uddannelse for SOSU-assistenter

Lærer gode studieteknikker

Hun fortæller, at stemningen i klassen er stille og rolig. De har lært forskellige studieteknikker til at prioritere, hvad der er vigtigst i forhold til lektier. Og de taler om, at det er vigtigt at prioritere tid til familie og venner for at have det godt både psykisk og fysisk.

”Jeg laver lektier derhjemme sammen med mine børn, og jeg vil gerne vise dem, det er vigtigt at gå efter det, man drømmer om. Selvom det er svært, kan man godt lykkes, hvis man arbejder hårdt for det. Jeg kom til Danmark uden at kunne et ord dansk, og nu mangler jeg kun to år, før jeg er færdiguddannet sygeplejerske. Det gør mig så stolt,” fortæller Iaroslava.

Iaroslavas bedste råd til dig, der er assistent (SSA) og overvejer at læse til sygeplejerske

  1. Hvis du brænder for at blive sygeplejerske, så søg ind. Der kan være mange bekymringer, men det hele skal nok løse sig. Hvis du ikke har mere SU, kan du fx tage aftenvagter og arbejde i den lange sommerferie. 2,5 år går stærkt, og så er du færdiguddannet. 

  2. Tal med dig selv og din familie, og find ud af, om du er klar til at studere igen. På grund af lektier og afleveringer får du ikke så meget tid til familie, venner og hobbies, som du plejer at have. Der er en pris at betale, og det er vigtigt, at dine omgivelser har forståelse for det.