Som SOSU-assistent kan Frederikke læse til sygeplejerske på kun 2,5 år

Efter knap tre år som SOSU-assistent tog Frederikke den beslutning at læse videre til sygeplejerske for at skabe bredere jobmuligheder for sig selv. Nu studerer hun på det særligt tilrettelagte forløb for SOSU-assistenter på VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Viborg. Det har hun ikke fortrudt. 

Sygeplejerskestuderende Frederikke Donvild går på det særligt tilrettelagt forløb for social- og sundhedsassistenter på VIAs Campus Viborg

”Det er hårdt at gå fra en fuldtidsløn og ned på SU. Men det, at uddannelsen er afkortet med ét år, har stor betydning, synes jeg. Det hjalp mig med at træffe beslutningen. Samtidig ser jeg det som en fordel, at alle i klassen er SOSU-assistenter og dermed kommer vi alle sammen med en erfaring at trække på,” fortæller Frederikke Donvild.

Hun er 26 år og læser til sygeplejerske på det særligt tilrettelagte forløb for SOSU-assistenter på VIA University College i Viborg. Hun startede på uddannelsen i februar i år og pendler fra Aarhus, hvor hun bor og fortsat arbejder nogle timer om ugen i Psykiatrien på Aarhus Universitetshospital.

Hun er den yngste på sit hold af i alt 19 studerende, hvoraf de ældste er over 50 år og langt de fleste har familie og børn. Men for Frederikke er det vigtigt at blive færdig med sygeplejerskestudiet, inden hun får flere forpligtelser.

Første studieår er meget intensivt

”Jeg kan godt lide, at uddannelsen er tilrettelagt sådan, at vi skal sætte den faglige viden i spil, som vi kommer med. Men samtidig skal vi også være klar til at aflære nogle ting eller lære dem på nye måder. Det er udfordrende på den gode måde og samtidig berigende,” fortæller Frederikke.

Det særligt tilrettelagte forløb forkorter sygeplejerskeuddannelsen fra 3,5 år til 2,5 år. Det betyder, at første studieår er meget komprimeret.

”Man skal være forberedt på, at det koster noget fritid at læse videre. Jeg synes, det kan være udfordrende at finde en god balance mellem studie- og privatliv. Man bliver nødt til at gå på kompromis med lystbetonede aktiviteter, fordi studiebelastningen er så høj det første år,” siger Frederikke.

Sygeplejerskeuddannelsen åbner flere døre

Alligevel har hun ikke fortrudt, at hun gik i gang med videreuddannelsen til sygeplejerske.

”Jeg oplevede begrænsede muligheder for efteruddannelse og videreudvikling som social- og sundhedsassistent. Samtidig føler jeg, det er en fremtidssikring for mig selv at læse videre, da det åbner mange flere døre for mig i fremtiden,” forklarer Frederikke.

Hun fortæller, at hun godt kan lide at opsøge ny viden og dygtiggøre sig inden for det sundhedsvidenskabelige felt og generelt i mødet med mennesker. 
”Jeg går også med en lille fremtidsdrøm om engang at videreuddanne mig til sundhedsplejerske. Nu må vi se, hvad fremtiden bringer,” siger Frederikke, der sigter mod at blive færdiguddannet sygeplejerske i sommeren 2025.

Frederikkes bedste råd til dig, der er SOSU-assistent og overvejer at læse til sygeplejerske

  1. Spring ud i det! Prøv at lade være med at bekymre dig for meget over det ene og det andet. Tingene skal nok falde på plads og ordne sig undervejs.

  2. Forbered dig gerne økonomisk, inden du går i gang med at læse videre. Fx i form af en studieopsparing eller lignende. Det kan være svært at finde tid og overskud i hverdagen til at arbejde ret meget ved siden af studiet. Til gengæld får du en lang sommerferie, hvor du har mulighed for at tjene ekstra penge.