Mød Andreas Jentz

Stilling: Byggeleder hos BM Byggeindustri A/S
Uddannelse: Byggetekniker

Byggetekniker på byggepladsen

Mit job

Jeg arbejder som byggeleder ved BM Byggeindustri A/S, der er en stor virksomhed i Hobro, som har specialiseret sig i modulbyggeri. Vi bygger huse af rumstore moduler, som er færdigbyggede "kasser", hvor alt det indvendige er lavet, når de ankommer til byggepladsen. Modulerne kan så bygges sammen i alle slags udformninger.

BM Byggeindustri A/S har en kapacitet på 900 moduler pr. år, hvilket svarer til 40.000 etage kvadratmeter eller 105.000 kvadratmeter plane elementer.

I øjeblikket arbejder jeg på et meget stort projekt, der består af ni boligblokke med i alt 62 lejligheder.

Jeg står for den generelle styring af byggepladsen og har fingrene med i alt som bemanding, tidsstyring, koordinering med underentreprenører, byggemøder, indkøb m.m.

Fra tømrer til studerende 

Jeg har arbejdet som tømrer i ca. 13 år, men da kroppen ikke kunne holde til det mere, måtte jeg finde på noget andet at lave.

Jeg ville oprindeligt tage hele uddannelsen til bygningskonstruktør, men jeg blev lidt skoletræt undervejs, så jeg afsluttede som byggetekniker i stedet.

Praktik førte til job

Sidste semester på byggeteknikeruddannelsen består af et praktikforløb og en afsluttende opgave.

Jeg var så heldig at få en praktikplads hos BM Byggeindustri. Her blev jeg sat på et projekt med 19 lejligheder, der skulle bygges i Larvik i Norge.

Det var et MEGET presset projekt, så der var virkelig mulighed for at vise, hvad jeg kunne. Og efter min afsluttende skoleopgave fik jeg tilbudt job som byggeleder hos BM Byggeindustri.

Jeg arbejder minimum 50 timer om ugen, har 1000 bolde i luften hele tiden, men ELSKER mit arbejde! Så det er for det meste en sand fornøjelse!!

Jeg kunne ikke være mere tilfreds med min beslutning om at komme ud og arbejde i stedet for at tage de sidste par semestre som konstruktør. Andreas Jentz

Mine råd

Det er en fordel på byggeteknikeruddannelsen, hvis du har erfaring som håndværker.

Vil du være entrepriseleder, vil jeg anbefale, at du tager hele uddannelsen til bygningskonstruktør. Der er undervisning i jura på de sidste semestre, og det får du brug for.