Vikariat i Norge gav Pernille mod på job i det danske sygehusvæsen

Som nyuddannet sygeplejerske fra VIA rejste Pernille til Norge i februar 2022. Med sig i rygsækken havde hun en kontrakt på tre måneders vikariat på et plejehjem i Trondheim. Det vendte hendes fremtidsplaner på hovedet.

Sygeplejerske Pernille Poulsen er uddannet fra VIA   

”Imens jeg læste til sygeplejerske, var der i medierne og i samfundet virkelig meget snak om pres og dårlige arbejdsvilkår. Det gjorde, at jeg ikke havde mod på at tage et job som sygeplejerske i Danmark, men besluttede mig for at læse videre på Aarhus Universitet,” fortæller 26-årige Pernille Poulsen.

Hun dimitterede fra VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Randers i januar 2022 og søgte ind på kandidatuddannelsen i sygepleje med studiestart i september samme år. De mellemliggende måneder ville hun arbejde i Norge for oplevelsens skyld. Og for at tjene gode penge inden hun skulle i gang med at læse videre. Men det gik ikke helt som planlagt.

Fra plejehjem til akutafdeling

”Det var en kæmpe oplevelse at bo og arbejde i Norge. Jeg rejste med en god veninde og prøvede det med at være sygeplejerske i et andet land af. Det kunne jeg godt! Jeg fik smag for det med at arbejde som sygeplejerske, og det gav mig mod på at søge ind i det danske sygehusvæsen,” forklarer Pernille.

Hendes vikariat på plejehjemmet i Trondheim sluttede i maj. Kort efter startede hun som sygeplejerske på Akutafdelingen på Aarhus Universitetshospital.

”I Norge oplevede jeg, at der var mere tid til at være sammen med borgerne. Sygeplejefaget viste sig i virkeligheden at være mere som det billede, jeg havde, da jeg søgte ind på uddannelsen,” siger Pernille.

En studieveninde anbefalede akutafdelingen, og Pernille bestemte sig for at søge job og takke nej til studiepladsen på universitetet. Det har hun ikke fortrudt.

Oplæringsprogram og supervision 

”Den nuværende mangel på sygeplejersker i Danmark gør, at vi nyuddannede får adgang til nogle af de specialer og jobs, der før krævede flere års erfaring. Men vi kommer igennem et godt oplæringsprogram, og vi får supervision, så det føles trygt. Som nyuddannet går man hele tiden sammen med en erfaren kollega, og der er løbende opfølgningssamtaler,” fortæller Pernille og uddyber:

”De forventer ikke, at man er færdigoplært på et halvt år, og man kan aldrig stille dumme spørgsmål. Det er altid en kollega, der kan hjælpe. Det er skønt. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle ende på en skadestue. Nu kan jeg ikke forestille mig at arbejde andre steder.”

Videreuddannelse er en del af fremtidsplanen 

Pernille har dog ikke helt skrottet planen om at læse videre. Den er blot blev udskudt og omformuleret.

”Jeg er rigtig glad for mit nuværende job, og jeg føler, at jeg har en masse at lære. Derfor kunne jeg også godt forestille mig at læse videre på specialet til akutsygeplejerske på lidt længere sigt. Og så drømmer jeg stadig om at komme til at arbejde med udvikling af sygeplejen eller som leder på lang sigt,” forklarer Pernille.

Sygeplejerskefaget er bedre end sit rygte 

Hendes bedste råd til andre, der overvejer at læse til sygeplejerske, er, at de skal prøve ikke at lade sig påvirke for meget af det negative billede, der bliver portrætteret i medierne. Virkeligheden er sjældent så sort-hvid, som den bliver fremstillet.

”Det er faktisk skræmmende, men som studerende var jeg oprigtig i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde skulle ud og arbejde ”på gulvet”. Nogle gange føler jeg, at medierne nedgør sygeplejersker. Selvfølgelig er der også problemer i sundhedsvæsenet, men min erfaring er, at sygeplejefaget ikke er så slemt, som mange går og tror,” siger Pernille. 

”Den nuværende mangel på sygeplejersker i Danmark gør, at vi nyuddannede får adgang til nogle af de specialer og jobs, der før krævede flere års erfaring,” fortæller 26-årige Pernille Poulsen. Hun arbejder som sygeplejerske på akutafdelingen på Aarhus Universitetshospital.  Foto: Randers Amtsavis.

Mød andre nyuddannede sygeplejersker