
Jeg hedder Mette og er 35 år - til daglig læser jeg sundhedsadministrativ koordinator på VIA. Jeg har 13 års erhvervserfaring fra tekstilbranchen og to uddannelser bag mig fra Bestseller og H&M, inden for salg, indkøb, kunder, planlægning og personalepleje.
I august 2021 sagde jeg mit faste job op og ledte efter nye udfordringer. Skæbnen ville, at jeg kom i kontakt med den ledende lægesekretær på Kræftafdelingen på AUH, og nu er jeg fuldtidsstuderende på sundhedsadministrativ koordinatoruddannelsen - og med studiejob i sundhedsvæsnet.
Jeg har ikke fortrudt, at jeg kastede mig ud i noget helt nyt og ukendt. Uddannelsen bliver bredere og mere faglig, jo længere vi kommer ind i den. Den giver adgang til mange forskellige jobs i fremtiden, men jeg ved, at jeg gerne vil arbejde et sted med tæt patientkontakt.
Jeg ønsker at bidrage til at patienterne kommer bedst muligt gennem vores sundhedssystem, og at bidrage til et godt forløb for patienten. Nogle gange skal der bare et smil til at gøre en forskel for patienten.
Ny uddannelse erstatter lægesekretæruddannelsen
Jeg synes, den ye uddannelse er noget af en mundfuld, og det har været en omvæltning at være tilbage på skolebænken. Heldigvis er jeg ikke alene! I klassen er vi gode til at hjælpe hinanden og jeg trives godt i min studiegruppe. Vi har mange forskellige kompetencer og baggrunde på studiet - og det er en styrke. Der er en bred aldersmæssig sammensætning og samtidig forskellig livserfaring og historier.
I praktik på AUH
På 1. semester var jeg i praktik på Mave- og Tarmkirurgi på AUH. Jeg blev mødt med åbne arme, og alle var meget interesserede i at vise mig deres arbejde. Som studerende kunne mange døre åbnes, og jeg fik ofte lov at være med på sidelinjen til forskellige opgaver. Det er vigtigt at være omstillingsparat, både i praktikken og når man arbejder på AUH. Selvom der er lagt en plan dagen før, kan ting ændres hurtigt og det skal du kunne arbejde i. Patienten er altid det vigtigste, for alle faggrupper.
Et bankede hjerte for kræftpatienter
Ved siden at mit studie arbejder jeg stadig på Kræftafdelingen på AUH. Her har jeg min gang i Stråleklinikken, hvor jeg passer receptionen, når jeg ikke har undervisning. Jeg havde jobbet på fuld tid i 6 måneder, inden jeg startede på SAK-uddannelsen.
Jeg har elsket Kræftafdelingen fra første dag. Og jeg blev faktisk noget overrasket over stemningen på afdelingen, og over, hvor positivt mødet med patienterne er, selvom de lider af en livstruende sygdom. Jeg nyder samarbejdet mellem faggrupperne og det fælles udgangspunkt: at gøre det bedste for patienterne. Jeg trives med at møde mange forskellige mennesker, og på mit arbejde er jeg i kontakt med servicemedarbejdere, portører, radiografer, læger, sygeplejersker og lægesekretærer, ingen kan undværes. Jeg er meget stolt af at være en del af Kræftafdelingen på AUH.
Overvejer praktik i Grønland
På sundhedsadministrativ koordinatoruddannelsen på VIA er der 2 praktikophold - et på 10 og et på 20 uger. Jeg drømmer om at komme til Grønland på 4. semester, hvor vi har 20 ugers praktik.
Jeg vil gerne opleve et andet sundhedsvæsen end det, jeg kender, og lære noget af, hvordan de gør tingene. Det grønlandske sundhedsvæsen er på den ene side anderledes, men på den anden side også en del af det danske. Gennem mit arbejde og min første praktik har jeg mødt sundhedspersonale, som har arbejdet i kortere eller længere perioder i Grønland. Alle taler om oplevelsen med lys i øjnene, det vil jeg gerne opleve.

Mettes bedste råd til dig, der overvejer at læse til sundhedsadministrativ koordinator
- Hvis du er i tvivl, så kontakt VIA, og spørg om at blive studerende for en dag, så du kan få en fornemmelse for studiet.
- Hvis du kender en lægesekretær eller SAK-studerende, så bed om en god og ærlig snak, så du er bedre forberedt på, hvad der kommer til at ske på uddannelsen og i jobbet.
- Mærk efter i dig selv, om du har hjertet med i dit valg af studie. Jeg mener, det er nødvendigt med omsorg og empati for sine medmennesker, lyst til administrative opgaver, samt evne til at skabe struktur og have mange bolde i luften, hvis man skal trives i jobbet.