Marie kombinerer erfaringer fra sundhedsvæsenet med uddannelsen

Marie har arbejde som rengøringsassistent på AUH. Her fik hun øjnene op for sundhedsadministrativ koordinator. Og muligheden for at skabe sammenhængende forløb for patienter og pårørende sammen med det øvrige sundhedspersonale. 

Studerende på SAK28-årige Marie Rebbe Trabjerg læser til sundhedsadministrativ koordinator på VIA i Aarhus på 5. semester. I sin praktik på 4. semester har hun været i en todelt praktik på hhv. Fysio- og Ergoterapien og Ortopædkirurgisk Afdeling på Regionshospitalet i Horsens.

"Efter endt praktikforløb har jeg været så heldig at få et studiejob på Ortopædkirurgisk Afdeling i Horsens, som jeg er rigtig glad for. Jobbet er meget interessant og lærerigt, og så kan jeg koble det til den teoretiske viden, jeg får på studiet," siger Marie.

Fra rengøringsassistent til sundhedsadministrativ koordinator

Det var et job som rengøringsassistent på Aarhus Universitetshospital, der sendte Marie imod uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator. Det var her hun fandt ud af, at hun kunne udvikle sine samarbejdskompetencer i sundhedsvæsenet. Og være med til at koordinere patientforløb på uddannelsen i sundhedsadministration. Så i sommeren 2021 startede hun på det første hold på uddannelsen i Aarhus.

"Springet til uddannelsen har givet mig nye vinkler på arbejdslivet og på mig selv. Jeg har blandt andet styrket mine samarbejdsrelationer. Og jeg elsker at være med til at kvalitetssikre et velfungerende sundhedsvæsen," siger Marie, og fortsætter:

"I begge mine praktikforløb er jeg blevet mødt med venlighed, åbenhed og ikke mindst villighed til at lære fra sig af alle mine kollegaer i mine praktikforløb. Der har altid været plads til at stille spørgsmål, som opstår i læringsprocessen," siger Marie.

Et stærkt tværfagligt samarbejde på Akutmodtagelsen

På 1. semester kommer de studerende på uddannelsen i praktik de sidste 10 uger af semesteret. På 1. semester kom Marie i praktik på Akutafdelingen på AUH. Her mødte hun et professionelt team af medarbejdere og oplevede et stærkt tværfagligt samarbejde mellem fag og professioner. Hun deltog blandt andet i traumekald, hvor de arbejder med svært tilskadekomne patienter på et højt specialiseret niveau, som behandles af et tværfagligt traumeteam på 10-12 personer.

Som Sundhedsadministrativ koordinator lærer de studerende blandt andet om samspillet med andre professioner, med henblik på at sikre samarbejde og effektive overgange på tværs af professioner, specialer og sektorer. Samarbejdet mellem sundhedspersonalet spiller derfor en vigtig rolle, som en sundhedsadministrativ koordinator er med til at bistå.

Blandende opgaver

I sin praktik arbejdede Marie også med opgaver som notatskrivning, telefonbetjening, besvarelse af forsikringsanmodninger. Og hun havde ansvaret for at skrive den daglige røntgenkonference.

"Herudover fik jeg en rundvisning i Kapellet, Hospitalsvisitationen, på helikopterpladsen og fulgte en overlæge på skadestuen," fortæller Marie.

Forløbskoordinering og kvalitetssikring i praktikken

I sidste praktikforløb på 4. semester, er de studerende i praktik i hele semesteret, som varer 20 uger. Her var Marie i praktik på Fysio- og Ergoterapien, hvor hendes opgaver blandt andet bestod af koordinerings- og planlægningsarbejde. Her skulle hun koordinere patienternes tider til undersøgelse og behandling eller genoptræning, hvor hun i høj grad lærte både skriftlige og mundtlige kommunikationsteknikker i relation til patient, pårørende og på tværs af sundhedspersonalet.

"Halvvejs i min praktik kom jeg til Ortopædkirurgisk Afdeling – også i Horsens. Her blev jeg også mødt af en høj faglighed i det tværprofessionelle samarbejde blandt alle faggrupper. Jeg udviklede mine koordinerings- og kommunikationskompetencer i receptionen, der dækker over fire forskellige afdelinger. I løbet af min tid på afdelingen fik jeg også meget større kendskab til det store skrivearbejde og kvalitetsarbejde, herunder diagnosekodning, udrednings- og behandlingsret samt videregivelse af patientinformation," siger Marie.

Udvikling af faglighed igennem tutorarbejdet

Igennem sin studietid har Marie blandt andet været tutorkoordinator, hvor hun har været med til at planlægge og gennemføre studiestart for nye studerende på uddannelsen.

"Det har været meget givende og relevant for mig – både personligt og fagligt – at kunne bidrage og udvikle mine koordineringskompetencer sammen med uddannelsen og mine medstuderende. Og så har det givet et bredt og socialt kendskab til mine medstuderende på tværs af hold og semestre," siger Marie.

Udover at være tutorkoordinator, har Marie også holdt flere oplæg på brobygningsarrangementer, fx i forbindelse med U-days og åbent hus.

"Jeg fortalte om mine oplevelser og erfaringer på uddannelsen. Herunder om mine praktikoplevelser, hvordan en studiehverdag ser ud, og om det sociale og faglige studiemiljø på uddannelsen. Det er enormt spændende at komme i dialog med de besøgende og interesserede i uddannelsen," siger Marie, der også fremhæver, hvordan hendes deltagelse i de forskellige studieaktiviteter har været med til at styrke hendes kommunikationsevner.

Gode råd til dig, der overvejer at læse til Sundhedsadministrativ koordinator

  • Sæt dig godt ind i uddannelsen, inden du søger ind. Så du ved, hvad der venter dig af undervisning og praktik. Du kan eventuelt deltage i forskellige brobygningsarrangementer, hvor du kan møde studerende og vejledere fra uddannelsen.
  • Forbered dig på, at det er et studie, hvor du indgår i samarbejder igennem hele studiet – både i undervisning og i praktikken. Samarbejde er en vigtig kompetence som sundhedsadministrativ koordinator.
  • Spring ud i de muligheder og opgaver, der byder sig på uddannelsen og i praktikken. Brug den hjælp der er hos medstuderende, din studiegruppe, undervisere, praktikvejledere, med videre.