Lærke Holst er psykomotorisk terapeut på Randers Sundhedscenter

Uddannelse: Psykomotorikuddannelsen

laerke-holst

Jeg synes, at det er vildt spændende, hvordan jeg med små og simple principper kan ændre nogle store ting for den enkelte.

Det kan fx handle om angst- eller søvnproblematikker, hvor jeg kan træne nogle konkrete øvelser med den enkelte borger, der kan give dem nogle handlemuligheder og få hverdagen til at hænge bedre sammen.

Det gør mig glad at se, at jeg kan hjælpe folk til mere ro og nærvær og hjælpe dem til at tage skridtene i den rigtige retning i forhold til at kunne mestre deres liv og dagligdag.

Mit arbejde

Her på Randers Sundhedscenter har jeg blandt andet arbejdet med rehabilitering af kræftpatienter, som jeg har haft i individuelle forløb. 

Efter et langt sygdomsforløb handler det for mange om at blive gode venner med deres krop igen. Har man fx fået fjernet et bryst på grund af kræft, handler det både om at acceptere den nye krop og lære at lære at tackle bekymringerne for fremtiden og eventuelle tilbagefald. 

Det jeg blandt andet kan hjælpe med er afspændingsteknikker til at slappe af og få ro på tankemylderet. Desuden kan den manuelle, fysiske behandling med tryk og berøring hjælpe til accept og fornemmelse for kroppen og det område, der er blevet opereret.

Jeg arbejder også med forskellige hold, hvor borgere er henvist på grund af fx stress eller smerteproblematikker.

Det er forskelligt, hvad folk kommer med, men fællesnævneren er, at de har brug for at få kontakt til deres krop og mærke og forstå de signaler, den sender. Det er med til at give handlemuligheder.

Derfor arbejder vi også både med faglige oplæg og praktiske øvelser, der rummer både bevægelse, puls og meditation.

 

Mine råd

  • Få en fornemmelse af faget, inden du søger ind. Få fx en behandling hos en psykomotorisk terapeut eller tag et forberedende kursus på Odder Højskole.

  • Giv den fuld gas, når du er på uddannelsen. Engagér dig.

  • Gør dig klart, om du tør og har lyst til at sætte dig selv i spil på en professionel måde. Det er nødvendigt som psykomotorisk terapeut.

Mød flere studerende og færdiguddannede