
25-årige Amin Awees ønsker sig et arbejde, hvor han kan hjælpe andre mennesker. Derfor læste han ét år på socialrådgiveruddannelsen, men det endte med at blive for administrativt og for meget jura for hans smag. Derfor droppede han ud.
”Jeg havde egentlig besluttet mig for at søge ind på filosofi i stedet, men tre dage før ansøgningsfristen poppede psykomotorikuddannelsen pludselig op i min søgning på ug.dk. Jeg er meget inspireret af østlig filosofi, og uddannelsens fokus på kombinationen af krop og sind talte lige til mig,” forklarer Amin.
Optager kun i kvote 2
Han endte med at sætte VIA Psykomotorikuddannelsen i Randers øverst på prioriteringslisten og skrev en motiveret ansøgning, som er et krav for at søge ind på uddannelsen.
Psykomotorikuddannelsen optager udelukkende studerende igennem kvote 2, fordi man lægger stor vægt på de studerendes erfaringer og menneskelige kvalifikationer. Derfor er det mere end karaktergennemsnittet, der tæller.
Amin har blandt andet arbejdet som frivillig på en sommerlejr for Red Barnet i sit sabbatår.
Særlig ansøgningsproces
Ansøgerne skal også igennem en individuel adgangsgivende samtale samt deltage i et psykomotorisk bevægelsesprogram sammen med en gruppe andre ansøgere.
”Set i bakspejlet giver det rigtig god mening, at der er en helt særlig ansøgningsproces, for psykomotorik er en helt særlig uddannelse. Jeg følte ret hurtigt et fællesskab med de andre på mit hold, for det var tydeligt at mærke deres engagement. Jeg havde en god mavefornemmelse fra starten,” forklarer Amin.
Læring og selvudvikling
Han fortæller, at alle studerende kommer igennem en form for selvudvikling på uddannelsen, og han kan også se en stor udvikling i sig selv i de forløbne godt halvandet år.
”I starten var jeg ret uvant med alle de følelser, som er i spil på uddannelsen. Men jeg er blevet bedre til at mærke, hvad jeg føler og kan bedre sætte ord på nu. Men jeg er stadig ikke god til at sige nej til folk. Det arbejder jeg på, for jeg har også brug for at lade op alene i fred og ro derhjemme indimellem,” fortæller Amin.
Trivsel i fokus
Generelt er han en mand med mange jern i ilden. Han har fx været med til at stifte et aktivitetsudvalg på psykomotorikuddannelsen, hvor de blandt andet arrangerer fællesspisning på tværs af årgange, klatring i Boulders samt udehygge med boldspil og pizza.
”Jeg synes, det er vigtigt med et godt studiefællesskab på uddannelsen, for det er med til at få folk til at trives. Vi kommer tæt på hinanden som studerende, fordi vi laver psykomotorisk behandling på hinanden og taler om ting, der er svære. Underviserne er gode til at understrege, at der er plads til alle følelser, både grin og gråd,” siger Amin.
Praktik på efterskole
Psykomotorikuddannelsen veksler mellem teoriforløb på Campus Randers og praktikperioder på forskellige arbejdspladser. Sammenlagt er der et halvt års praktik på uddannelsen. Snart skal Amin og en medstuderende ud i en længere praktik på Efterskolen Ådalen.
”Det bliver spændende at komme ud og arbejde med at udvikle et undervisningsprogram for de unge på efterskolen. Vi kan fx arbejde med deres kropsbevidsthed og mentale balance. Derudover vil vi tilbyde individuel psykomotorisk behandling af de ansatte,” forklarer Amin.
Sommerskole i Schweiz
Han er stor tilhænger af praktikforløbene i uddannelsen, for de er lærerige og med til inspirere ham til fremtidige jobmuligheder.
”Jeg overvejer at tage i praktik i fx Holland eller Portugal på 6. semester, for det kunne være fedt at opleve psykomotorik i en international sammenhæng. Der er også en sommerskole for psykomotorikstuderende i Schweiz til sommer, som lyder vildt spændende. Der er så mange muligheder med det her fag,” konstaterer Amin.
Amins bedste råd til dig, der overvejer at læse til psykomotorisk terapeut
- Vær åben om det, som du føler er svært. Du kan få støtte fra både undervisere og medstuderende.
- Vær nysgerrig på dig selv, dine følelser og reaktioner. Giv plads til udvikling.
- Meld dig til aktivitetsudvalget, eller engagér dig på anden måde i dit studie – hvis du føler, at du har energien til det.