
”Det er lidt en Georg Gearløs uddannelse.”
Sådan beskriver André sin uddannelse til produktionsteknolog, hvor han pt. er på fjerde og sidste semester. Med sin baggrund som cykelmekaniker, og en fritid som går med at fifle med mekanik, har han hænderne skruet rigtigt på. Og med en brændende passion for at forbedre og optimere lå uddannelsen til produktionsteknolog lige til højrebenet.
”Det tiltaler mig, at jeg er med til at finde løsninger på problemer. Det er ikke bare at skifte reservedele, men også at kigge på hele processen - hvordan er det lavet? Hvor kommer det fra? Og finde noget der ikke bare løser problemet, men også gør det på en bæredygtig måde. Som mekaniker står man også ofte og tænker ”Hvorfor er det ikke lavet sådan her i stedet for?” Nu kan jeg forhåbentlig være med til at finde de smarte løsninger.” siger han.
Jeg har været med fra start til slut på projektet og, det har været fedt at være en del af hele processen og selv stå for at få det hele udført.
Ud i virkeligheden
Da han efter tre vellykkede semestre skulle i praktik, havde André nogle specifikke krav. Han ville have mulighed for at udfordre sig selv, og arbejde med noget nyt. Hvad der helt præcist blev produceret, var ikke så vigtigt.
”Det eneste krav jeg havde til mit praktiksted, var at jeg kunne arbejde med produktudvikling og konstruktion og så at det var en større virksomhed, da jeg ikke havde prøvet det før.” fortæller André. Valget faldt på den Ry-baserede virksomhed Pressalit. De laver toiletsæder og andre badeværelsesløsninger, med speciale indenfor at hjælpe mennesker der har problemer ved at bruge de ting, som vi tager for givet i vores hverdag.
Derfor var det både givende og udfordrende at takke ja til praktikpladsen. Men selvom der var en stor forskel på at sidde på skolebænken og komme ud i ”den virkelige verden”, skræmte det ikke André.
”Det var en god oplevelse. Jeg blev godt taget imod, og de var velforberedte på at have en praktikant. Til samtalen blev jeg lovet en stejl indlæringskurve og, at jeg ville få rigtig meget for. Det glædede jeg mig til og, det motiverede mig.”
Allerede fra starten af holdt Pressalit hvad de lovede, og gav ansvar til den nye praktikant.
Han fik mulighed for at deltage i et større projekt, hvor han kunne arbejde i værkstedet med at lave prototyper, tegne, modellere i 3D og fortsætte processen med at skabe et produkt som både han og virksomheden kunne være stolte af.
”Teste, teste, teste. Lave det om. Starte forfra. Hente tilbud fra leverandører. Jeg har været med fra start til slut på projektet og, det har været fedt at være en del af hele processen og selv stå for at få det hele udført.”
Det er nemmere at flytte et toiletsæde end et helt toilet
En toiletløfter. Det var produktet som André fik fremlagt da han skulle til at arbejde på sit afgangsprojekt. Pressalit havde i forvejen arbejdet på en måde, hvorpå man kunne løfte et helt toilet, så folk med nedsat ben funktion ikke skulle bruge så meget energi på at sætte sig ned. Med henblik på plejehjem, sygehuse og måske endda private var de kommet frem til en løsning, hvor et vægmonteret toilet kunne køre op og ned. Et vigtigt problem og en spændende opgave for André, der ville lave et nyt og mere bæredygtigt take på, hvad virksomheden var kommet frem til.
Han så en nemmere løsning – hvorfor flytte et helt toilet, når man bare kan hæve toiletsædet?
”I stedet for at montere et helt nyt toilet, ville det fungere på alle eksisterende toiletter. Så kan man sætte det på i den periode det skal bruges, og så kan det let fjernes efterfølgende.” fortæller han. Han samlede en masse information, lavede forsøg, simulationer på computeren og prototyper i forsøget på at lave et så let design som muligt.
Det blev til en maskine man hurtigt kan sætte hen over et eksisterende toilet, og ved hjælp af en elektrisk aktuator kan den løfte et bræt i 30 graders vinkel og 22 centimeter over det oprindelige bræt. Så kan man bruge håndtag til at stå og undgår at bruge kræfter på at sætte sig ned og rejse sig op. Let for brugeren og for den der skal montere mekanismen.
Jeg skal bare ud at knokle
Når André afleverer sit afgangsprojekt og det smarte produkt han har skabt, er det afslutningen på to gode år hos VIA, som er gået lynende stærkt. Med sig i bagagen har han både en praktisk og teoretisk uddannelse, der kan løse de fleste udfordringer der møder ham samt en forståelse for, hvordan det kan bruges i erhvervslivet. Fra sin tid hos Pressalit har han også fået et indblik ind i en helt ny branche og, hvordan hans kompetencer kan bruges dér.
”Jeg har lært en masse om produktudvikling til medicinalindustrien og hjælpemidler. Det er en helt ny dør der er åbnet. Hele processen med produktudvikling – med at kunne se hele vejen fra en idé til et færdigt produkt klar til masseproduktion – er fedt at se i virkeligheden.” beretter han.
Han ser lyst på en fremtid, hvor han håber på at beskæftige sig med noget af det han lærte under sin praktiktid.
”Jeg vil ud og arbejde med produktudvikling eller maskinkonstruktion og er allerede i gang med at søge. Jeg skal bare ud at knokle. Jeg glæder mig helt vildt!”
Andrés gode råd til andre, der overvejer at læse til produktionsteknolog
- Kom i gang!
Det er en sindssyg spændende uddannelse, og det er ikke så svært, som man
skulle tro. Det har været hårdt at skulle stoppe et godt arbejde for at komme
ned på SU, men det er noget af det bedste, jeg har gjort. Så det er bare med at
springe ud i det. To år er ingenting.