Fra filosof til pædagog

26-årige Emil Mikkelsen læser til pædagog. Først drømte han om at læse antropologi, men kom ikke ind. For at forbedre sine chancer, tog han et sabbatår på Kalø Højskole, der tilbyder et særligt antropologiprogram.

”Det var en speciel oplevelse, for jeg boede sammen med 60-70 andre fra forskellige lande, hvoraf flertallet var flygtninge fra Eritrea, Iran, Irak og Syrien. En stor del af vores undervisning i antropologi bestod af at observere, hvad der foregår i en multikulturel sammenhæng. Det var næsten et feltarbejde,” siger Emil, der trods højskoleopholdet alligevel ikke kom ind på antropologi. Så søgte han filosofistudiet i stedet for, for et eller skulle der ske.

Jeg kunne ikke finde min identitet

”Jeg følte mig også presset til at komme i gang med noget; følge et flow som alle mine venner. Og jeg er vild med filosofi, men jeg syntes, det var svært at se mig selv, hvis jeg kiggede langt frem. Jeg kunne ikke se min identitet i det. Og det er svært at arbejde hen imod noget, du ikke ved, hvad er,” siger Emil, og uddyber, at filosofi kan du bruge til meget i alle instanser i livet, men det er svært at se, hvilken karriere det ender med.

”Jeg tænkte: Hvad skal jeg egentlig her? Hvem er jeg? Jeg synes, at arbejdet med relationer giver så god mening i mit liv, og det kunne jeg bare ikke se her,” siger Emil.

Her kan jeg koble teori og praktik

Efter han var droppet ud fra filosofi, fik han arbejde i Bilka, hvor han arbejdede i vin og spiritus-afdelingen.

”Det var dejligt at slippe for de tunge tanker, der pressede mig i den periode. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide at komme i dialog med kunderne, og relationsarbejdet blev mere tydeligt for mig,” siger Emil, der fortæller videre, at efter et års tid var det dog ikke nok for ham. Han blev glad for den del af arbejdet, der handlede om interaktion med kunderne, men han manglede den mere refleksive side.

”Og så fik jeg øje på pædagoguddannelsen. I Bilka var det ren praktik, mens på filosofi var det ren teori. Men på pædagoguddannelsen kunne jeg koble det teoretiske med det praktiske,” siger Emil.

En støttende atmosfære

Han fortæller, at da han havde besluttet sig for pædagoguddannelsen, var det oplagt at vælge Ikast, fordi han bor i Herning. Han undersøgte stedet via Facebook og hjemmesiden.

”Det er svært at vurdere et sted ud fra nettet, men jeg fik et indtryk af en mindre og anderledes uddannelse. Det virkede som et sted, hvor de kommer hinanden ved, og med en støttende atmosfære. Jeg vil ikke kalde Ikast for en studieby, men studiemiljøet inde på uddannelsen er fantastisk. Både på hele holdet og i de mindre grupper. Der er en god tillid imellem alle – både studerende og undervisere,” siger Emil, der lige nu tænker, at han nok helst vil arbejde inden for socialpædagogikken, når han er færdiguddannet.

Alle har et potentiale

Højskoleopholdet gav ham en særlig interesse for det socialpædagogiske arbejdsfelt. Her boede han sammen med mennesker med ar efter pisk, mennesker, der havde stået på et ben på en lastbil igennem Sahara. Det var voldsomme skæbner, der havde svært ved at overskue deres eget liv.

”Det pædagogiske arbejde handler om at støtte og hjælpe mennesker til at komme videre i deres liv. Pædagogers opgave er ikke at fixe mennesker og stille diagnoser. Jeg vil gerne være en støttende, tillidsfuld og nærværende pædagog. En der skubber til folk på en fed måde. Lærer dem, at det ikke duer at melde sig ud af fællesskaberne. Alle har et potentiale, som vi skal hjælpe med at kultivere og finde frem,” siger Emil, der fortæller, at han synes underviserne på pædagoguddannelsen er sindssygt kompetente og engagerende. Et engagement han aldrig tidligere har mødt hos undervisere.

”De har en helt særlig velvilje over for det projekt, vi er sammen om. De virker som om, de er her i et projekt sammen med os. ’I skal ud og være pædagoger, så det er vigtigt, at I er med i det hele’,” siger Emil, der tror, at han en dag som ender med at arbejde med mennesker på kanten. Flygtninge, rehabilitering eller inden for misbrug.