På græsplænen tumlede fire drenge rundt. Flora kaldte det at "mosle". Det var blot en leg for de drenge, der lå på gulvet, men det havde ikke altid været for sjov. Flora var i praktik på Grenen, en lukket institution for kriminelle unge, som en del af sin pædagoguddannelse på VIA University College i Randers.
Ud over at lade drengene mosle som en del af en aktivitet, hun havde planlagt, lavede hun også mad med dem om aftenen. For mange af de unge var madlavning et ukendt territorium, men det ønskede Flora og hendes kollegaer at ændre på.
Den yngste, hun havde stået og lavet mad med, var 13 år gammel. Livet var kun lige begyndt for den 13-årige dreng, men han var allerede involveret i bandekriminalitet og havde oplevet mere end de fleste på hans alder. Det havde de fleste på Grenen, og det betød også, at Flora ofte stødte på en facade, når hun stod over for disse unge ”mænd”: Når jeg kan pille en facade af de her unge mennesker, som de har båret rundt på af ren overlevelse i virkelig mange år. Pille den af for at finde ud af, hvad der gemmer sig inde bagved. Det synes jeg er spændende, og dér giver min uddannelse allermest mening,” fortæller Flora, som tror på, at alle mennesker gør det bedste, de kan med de vilkår, de har.
Vejen til "voksenuddannelsen"
Det er ét år siden, Flora var i praktik hos Grenen. I dag er Flora 25 år gammel og har kun et halvt år tilbage af sin pædagoguddannelse. Når hun tænker tilbage på, hvorfor hun endte med at søge ind på pædagogstudiet, beskriver hun det som en tilfældighed, men også som et fag, der lå naturligt til hende: ”Jeg har altid haft krudt i røven, og jeg trives i rollen, hvor jeg skal snakke med og tage mig af andre mennesker”.
Det afspejlede sig også i de jobs, Flora havde under sine sabbatår i Aarhus, hvor hun arbejdede i både børnehave, på plejehjem og en institution for voksne med psykiske og fysiske handicap.
Hun mindes sin tid i Aarhus som en god tid og blev overrasket, da hun blev ramt af ensomhed. Derfor tog hun også beslutningen om at søge ind på en uddannelse, selvom hun var nervøs for, om hun kunne klare en ”voksenuddannelse”: "Da jeg startede på pædagoguddannelsen, fandt jeg hurtigt ud af, at det slet ikke var så voksent og skræmmende, som jeg troede”.
Kort efter at have fået nyheden om at hun var blevet optaget på VIA Pædagoguddannelsen, besluttede Flora sig for at flytte til Randers. Der har hun boet nærmest hele sin studietid indtil i dag, hvor hun er flyttet på landet med sin kæreste.
Hilser på gangene
Det tiltaler Flora at gå på en mindre campus: ”Der er en virkelig fed vibe på gangene. En simpel ting som, at folk hilser, selvom vi nødvendigvis ikke kender hinanden, gør mig virkelig glad.”
I fredagsbaren kan de studerende også møde underviserne, som gerne hygger sammen med dem. Flora er særligt glad for den støtte, underviserne giver de studerende: ” Vi er både unge og ældre i klassen, som nogle gange synes, at livet kan være lidt hårdt – og det er underviserne virkelig gode til at tage hensyn til. Nogle gange stopper de undervisningen for at tage en pause og tale med os”.
Hun sætter også pris på blandingen af den praksisnære og den teoretiske undervisning: ”Samspillet mellem teori og praksis giver mig mulighed for at bruge min viden i virkeligheden, samtidig får jeg tid til at bearbejde den teori, vi lærer på campus,” siger Flora og tilføjer:
”Når jeg har været praktik i nogle måneder, savner jeg skolen og mine venner, og når jeg har været på skolen noget tid, savner jeg at være ude i praktikken og være ”professionelle Flora Flora Oline Thorlasius
Drømmen på sigt
Flora er nu i gang med den sidste af sine tre praktikker. Det er på et børnehjem for anbragte unge i alderen 11 til 18 år. Hun kan nærmest ikke få det ud af munden, da hun synes, det lyder som den største kliché. Men Flora er ikke i tvivl om, at pædagoguddannelsen er noget for dem, der brænder for at gøre en forskel for andre. Når hun reflekterer over sine egne praktikker, kommer hun frem til:
.
"Man gør virkelig et godt stykke arbejde, men det er ikke altid, man får det at vide, og det modtages heller ikke altid positivt i den anden ende. Men det betyder ikke, at de børn jeg arbejder med, er ligeglade med, hvad jeg gør for dem. De gør det bedste, de er i stand til” Flora Olie Thorlasius
Den tankegang tager hun med sig på arbejde hver dag.
Når hun en dag står med blomster og et glas champagne i hånden og kan kalde sig færdiguddannet pædagog, håber hun at kunne vende tilbage til Grenen og arbejde fuldtid med kriminelle unge. Men for nu, vil hun nyde sin sidste tid som studerende.