Sarah og Annemia er begge på landsholdet i styrkeløft  

Sarah Kirk Kjeldsen – på juniorlandsholdet i klassisk styrkeløft
Studie: Fysioterapi
Styrkeløfter i Aarhus Atletklub

Annemia Pretzmann – på landsholdet i udstyrsstyrkeløft
Studie: Sygeplejerske
Styrkeløfter I Aarhus Atletklub 

Styrkeløfterne Annemia og Sarah.

Sarah Kirk Kjeldsen (tv.) og Annemia Pretzmann (th.) kombinerer begge styrkeløft med en uddannelse hos VIA.
VIA Elitesport har været grundstenen til, at jeg både kan tage en uddannelse og dyrke elitesport samtidig. Annemia Pretzmann

 

Sarah Kirk Kjeldsen, 23, og Annemia Pretzmann, 28, er begge på landsholdet i styrkeløft. Til dagligt studerer de til henholdsvis fysioterapeut og sygeplejerske på VIA Campus Aarhus N. Begge drømmer de om at arbejde med mennesker og vinde medaljer til DM, EM og VM i styrkeløft.

Individuel sportsgren

Styrkeløft er en individuel sportsgren, hvor den største konkurrent er én selv. Selvom sporten ikke er en holdsport ligesom håndbold eller fodbold, nyder både Sarah og Annemia at træne i et fyldt træningslokale.

”Man træner meget hver for sig, men det er fedt, når der er mange til træning. Det giver noget socialt til en ellers meget individuel sportsgren,” siger Annemia Pretzmann.

”Ja, jeg træner oftest om eftermiddagen, fordi der er flest mennesker i klubben på det tidspunkt. Det er klart hyggeligere,” siger Sarah Kirk Kjeldsen.

Træning kræver planlægning

Sarah og Annemia træner squat, bænkpres og dødløft flere gange om ugen. Ugentligt træner Sarah normalt 5 gange, mens Annemia træner det dobbelte bestående af 5 x morgen træning og 5 x styrketræningspas. Pigerne sætter cirka 2,5 time af til hver træning, hvorfor antallet af træningspas svinger alt efter studie, praktikophold, ferie og så videre.

”Jeg planlægger træningen efter skoleskemaet, så skal jeg for eksempel møde sent en dag, kan jeg nå at træne inden skole,” siger Sarah Kirk Kjeldsen.

”Det er sværest at få plads til træningen under praktikperioder. Især hvis praktikstedet ligger langt væk fra klubben, eller fordi man generelt er mere træt, når man er ude i praktik,” siger Annemia Pretzmann.

Elitesport kræver ofringer

Selvom både Sarah og Annemia har en stor portion selvdisciplin, der gør det muligt for dem at fokusere på både sport og studie, er elitesport ikke uden ofringer.

”I forhold til andre studerende, er jeg nok ikke lige så fleksibel eller spontan. I studiegrupper vil jeg for eksempel gerne vide i god tid, om der er arrangementer eller tidspunkter, hvor jeg er nødt til at deltage, for at kunne få plads til min træning” siger Sarah Kirk Kjeldsen.

”Man kommer til at fremstå anderledes ved at sige nej til sociale ting, alkohol og klassefester. I starten af studiet betyder de sociale arrangementer jo meget, fordi det er her, man knytter bånd til sine medstuderende, så her må man virkelig prioritere,” siger Annemia Pretzmann.

Når store stævner nærmer sig, prioriteres sporten over uddannelse, men det er vigtigt for både Sarah og Annemia at komme igennem deres uddannelse også.

Studievejledere hjælper elitesportsudøvere

For at få uddannelse og sport til at hænge sammen har Sarah og Annemia flere gange fået hjælp af studievejledere på VIA Elitesport, der blandt andet hjælper med koordinering og planlægning af eksamener og praktikperioder.

”VIA Elitesport har været grundstenen til, at jeg både kan tage en uddannelse og dyrke elitesport samtidig. Hvis jeg har en eksamen i samme periode, som jeg også har et stævne, kan VIA Elitesport og studievejledere hjælpe med at få begge ting til at gå op ved for eksempel at udskyde en eksamen. Studievejledere kan også kontakte praktiksteder på forhånd og forklare om min situation, så jeg har tid til både at være i praktik og tage til træning,” siger Annemia Pretzmann.

Råd til andre studerende:

At kunne gennemføre en uddannelse samtidigt med at man dyrker elitesport kræver planlægning og engagement. 

Ifølge Sarah og Annemia er VIA Elitesport en god mulighed til de, der ønsker at fortsætte deres elitesport og samtidig tage en uddannelse.

Mød flere studerende og færdiguddannede