Maria er Europamester i bænkpres - og pædagogstuderende

Maria Kamp Jensen studerer til pædagog på VIA i Aarhus. Samtidig dyrker hun bænkpres på internationalt plan. Det kan være svært at få det hele til at gå op, men samspillet mellem uddannelsen, hård træning og VIA Elitesport har både styrket hendes sport og hendes uddannelse. 

VIA Elitesport

”Min sporthar lært mig at lukke af for alt andet og være totalt til stede. Det er virkelig en gave, og noget jeg har lært at overføre til min uddannelse,” siger 38-årige Maria Kamp Jensen, der dyrker bænkpres i Aarhus Athlet klub. Hun startede i 2012, stoppede igen samme år, men returnerede til sporten i 2016. Og herefter har hun givet den gas. Hun har allerede to bronzemedaljer i europamesterskaber; et i Finland (2019) og et i Ungarn (2022), samt en 4. plads i verdensmesterskaberne i Japan (2019) på sit bænkpres-cv.

Hun forklarer, hvordan hun har lært at være meget dedikeret, når hun kaster sig over noget. Både i sporten og uddannelsen.

”Når jeg begynder på noget, gør jeg det ordentligt. Det gælder både i min træning og i det sociale liv her i klubben. Begge dele betyder meget for mig. Og det er noget, jeg kan bruge direkte i min uddannelse, og senere også i mit arbejde med både kollegaer og børn,” siger Maria, der også fremhæver evnen til at kunne holde fast, selvom det ikke altid er lystbetonet.
”Igennem min sport har jeg lært, at jeg bliver nødt til at holde fast i min træning, for at blive rigtig god. Også selvom jeg ikke altid har lyst. Det er lige på og hårdt hver gang. Og når jeg først er kommet i gang, er det jo fedt. Den evne har jeg også god brug for på uddannelsen”.

Støtte fra Elitesport

Som elitesportsudøver er Maria en del af VIA Elitesport. Her får hun støtte til at fastholde sin sport og sin træning samtidig med, at hun uddanner sig. Fx når hun skal til landsholdssamlinger, til Europa- eller verdensmesterskaber.

”Jeg har jo en verden ved siden af min uddannelse, der også fylder en del. Her er det vigtigt, at jeg kan få støtte fra VIA Elitesport, der sikrer, at det er godkendt, at jeg holder fri til de forskellige stævner eller mesterskaber,” siger Maria, og forklarer, at også praktikken kan give udfordringer som elitesportsudøver.

”Jeg har været i praktik på Sabro skole og lige nu er jeg i praktik på Skjoldhøjskolen. Det var vigtigt for mig, at jeg har praktiksteder i nærheden af min bopæl, fordi jeg skal kunne transportere mig mellem de to verdner på kort tid,” siger Maria.

Børn skal lære, at det er fedt at kaste sig ud i noget nyt

Det lå ikke altid i kortene, at Maria skulle læse til pædagog. Først var hun salgsassistent, så tog hun grundforløb på kokkelinjen på teknisk skole. Herefter læste hun hf, ernæringsassistent og socialrådgiver. Men først da hun mødte pædagoguddannelsen, faldt hun sin rette hylde.

”Jeg vil gerne arbejde sammen med de børn og unge, der har brug for mig. Min mor har altid sagt, at jeg skulle arbejde med børn, fordi jeg var så god til relationer. Og så kom det til mig! Jeg skulle på pædagoguddannelsen. Og det har jeg aldrig fortrudt,” siger Maria, der uddyber og forklarer, hvordan hun oplever, at børn alt for tit bliver konfronteret med noget, de ikke lykkes med. Tests, (manglende) udvikling, svære skoleopgaver.

”Jeg vil gerne være den pædagog, der arbejder med børn, der har brug for en rolig og tålmodig rollemodel. Lære dem, at de ikke skal være bange for at prøve noget nyt. Få dem til at føle sig gode nok. De skal ikke være bange for at fejle. Det er jo tit igennem vores fejl, at vi opdager nye sider. Børn skal lære, at det er fedt at kaste sig ud i noget nyt, og ikke altid hælde imod det, der er komfortabelt og trygt,” siger Maria, der fortæller, at selvom hun havde det svært i skolen, har hun alligevel valgt en professionsbacheloruddannelse, der har en del teoretisk stof.

”Og det gør og gjorde ondt ind imellem. Og jeg er ikke altid komfortabel med det, jeg skal igennem, hverken i min sport eller på uddannelsen, fordi det nogle gange er rigtig svært. Men igennem sporten har jeg lært at turde springe ud i det ukendte. Og få mega meget ud af det,” siger Maria, der lige nu er i praktik, men samtidig bruger meget tid på at træne op til at deltage i VM i bænkpres i Austin, Texas, USA i maj 2024.

VIA Elitesport

Gode råd fra Maria til dig, der er elitesportsudøver

  • Vær nysgerrig og åben, og accepter, at det er ok ikke at være god fra starten. Det kommer alt sammen med god træning; både i din sport og i din uddannelse.
  • Giv aldrig op. Det lønner sig i sidste ende.
  • Lær at tage ansvar for din egen træning og uddannelse. Og brug VIA Elitesport – her får du rigtig god hjælp og sparring.

Vidste du, at?

  • Maria dyrker det mest tekniske løft i styrkeløft inden for bænkpres. Hvor du bruger hele kroppen og ikke bare overkroppen.
  • At hun deltog i EM bare 8 måneder efter en fødsel. Og vandt EM bronze med et løft på 192,5 kg.
  • At hun har vundet to EM-bronze medaljer.
  • At hun blev dansk mester i bænkpres 5 måneder efter, at hun blev opereret i ryggen? Efter bare at have trænet i 1½ måned?
  • At hun blev dansk mester i november 2023.
  • At hun blev årets styrkeløfter i Danmark i 2024.
  • At hun fik en 4. plads ved VM i 2024.
  • At hun blev Europamester i 2024.