Multiplatform Storytelling and Production holder til i Filmby Aarhus, som er en del af det kreative medie- og kunstnermiljø på Sydhavnen.
Uddannelsen samarbejder med erfarne kræfter og virksomheder i branchen, så gæsteundervisere og praktikpladser har et højt niveau. Læringsformerne varierer, men vi lægger vægt på den praktiske brug af teori gennem workshops og medieproduktioner fra første dag.
Uddannelsen svarer til et fuldtidsarbejde. Du skal indgå i meget projektarbejde, hvor du forventes at deltage aktivt stort set alle hverdage. Indimellem kræver studiearbejdet, at du bruger dine weekender på studieopgaver, f.eks. når du og din gruppe producerer en film.
Studiemiljø med højt til loftet
Der er højt til loftet i nye lokaler, som ikke ligner klassiske klasseværelser. Hvert semester har sin egen etage med arbejdsstationer og loungeområde. Studerende har adgang døgnet rundt, og i travle perioder arbejdes der ofte til langt ud på natten.
Et hold af tutorer møder dig, når du begynder på uddannelsen. De guider dig igennem introuge, hyttetur og tager dig med rundt i Aarhus.
Undervisere og studerende arrangerer ofte fællesaktiviteter på skolen, som kører på tværs af årgangene.
Det gælder f.eks. den årlige galla, filmpremierer, faglige oplæg, branchearrangementer og faglige fredagsbarer.
Nysgerrig på, hvordan en typisk uge ser ud?
Vi har lavet et eksempel på et ugeskema, som kan give dig et indtryk af, hvordan en typisk uge på studiet kan se ud.
Download ugeskema (pdf)