Mit job
Jeg arbejder som rådgivende ingeniør hos DIS, og lige nu er jeg tilknyttet et projekt hos en af de store internationale vindmølleproducenter.
Her arbejder jeg blandt andet med de mekaniske rammer og platforme omkring de forskellige komponenter, der er i tårnet på vindmøllerne.
Det er først og fremmest det strukturelle arbejde, jeg er involveret i. Vi arbejder med tingene helt fra konceptfasen, til den færdige prototype er klar, hvor vi skal have verificeret, at tingene/elementerne fungerer helt som de skal, før de bliver sat i produktion.
Stor faglighed og unikt sammenhold
Ligesom man kan købe ekstraudstyr til en bil, kan man også købe ekstraudstyr til en vindmølle. Og dette ekstraudstyr, de tilvalgsmuligheder, er del af det, som jeg arbejder med.
Jeg arbejder sammen med flere kollegaer fra DIS på projektet, og det betyder, at jeg altid har nogen at sparre med, og at vi kan spørge hinanden til råds i de forskellige processer.
Jeg er rigtig glad for, at jeg har et alsidigt job, hvor jeg får lov til at prøve mange ting. Selvom jeg kun har været ansat i mindre end et år som færdiguddannet, har jeg været tilknyttet både små og store projekter, og det giver mig nogle gode erfaringer.
Jeg arbejdede hårdt under min praktik, både for at lære en masse og for at gøre mig bemærket. Frederik Sig Pedersen
Mange af projekterne er tværfaglige, og det betyder, at jeg arbejder tæt sammen med andre typer ingeniører, hvilket giver mig indblik i og erfaring med andre ingeniør-discipliner.
Fra praktikant til studentermedhjælper – og nu fastansat
Allerede dengang jeg under min uddannelse skulle i praktik, kontaktede jeg DIS, for jeg vidste, at det var en virksomhed, jeg gerne ville arbejde for.
Derfor arbejdede jeg også hårdt under min praktik, både for at lære en masse og for at gøre mig bemærket. Det resulterede i, at jeg efterfølgende blev ansat som studentermedhjælper, og i forlængelse af min uddannelse blev jeg fastansat.
Mine råd
Min erfaring er, at virksomhederne ikke kun er fokuserede på høje karakterer, når de ansætter ingeniører – de vægter også praktisk erfaring rigtig højt. Derfor er det vigtigt, at man finder et godt sted at komme i praktik, og at man under praktikperioden får vist, hvad man kan og er klar på at gøre en stor indsats. Det er en god måde at skabe sig et job på.
Det er en god idé, at man allerede tidligt i løbet af sin uddannelse, gør sig nogle overvejelser omkring, hvad man gerne vil arbejde med, og i hvilken type virksomhed man gerne vil arbejde. Så kan man i god tid før praktikken kontakte virksomheden og finde ud af, hvad de efterspørger af kompetencer, og hvad man selv kan byde ind med.
Noget af det jeg har taget med mig fra min uddannelse er evnen til at arbejde sammen i et team. Det er bestemt ikke altid let, og specielt i starten kan det være svært. Men når man kommer ud på arbejdsmarkedet finder man ud af, at det er nødvendigt at kunne få et samarbejde til at fungere.