Er jeg for gammel til at studere?
Du har muligvis hørt det før, men det er aldrig for sent at skifte karriere! På VIAs uddannelser vil du møde andre voksne, som ligesom dig har taget springet og forfølger deres drøm. De yngre studerende vil sandsynligvis udgøre flertallet, men husk på, at du har masser af erfaringer og kompetencer med i bagagen, som du kan bruge til at forstå fagene på din uddannelse. Desuden vil der sandsynligvis være andre studerende på din uddannelse, som du er jævnaldrende med.
Kan jeg finde ud af at studere?
Der findes ikke en specifik opskrift for, hvordan man er studerende! Trives du med at forberede dig til undervisningen om morgenen, eftermiddagen, sen aften eller måske om natten? VIA har plads til dig uanset din studieteknik. Det vigtigste er, at du motiveres af dit studie og har lyst til at lære nyt.
Det er en omvæltning for alle
Måske er du nervøs for, at de, der er yngre, har bedre styr på, hvordan man studerer end dig? Nogle af de studerende på VIA kommer direkte fra gymnasiet, og er derfor inde i rytmen i forhold til den teoretiske tankegang, noteskrivning og aktiv deltagelse. Men selvom nogle af de unge kommer direkte fra gymnasiet og kender rytmen, skal du huske på, at det også er en stor omvæltning for dem at gå fra at være elev til at blive studerende på en videregående uddannelse.
Brug hinandens kompetencer
Som studerende på VIA går teori og praksis hånd i hånd. Vær nysgerrig, så skal du nok hurtigt finde din studieteknik. Ellers kan du få hjælp af dine medstuderende, undervisere eller VIAs studievejledere.
Når det kommer til den praktiske erfaring, har du højst sandsynlig en masse at bidrage med. Du kender arbejdslivets spilleregler, og du vil muligvis opleve, at de andre søger viden og inspiration ved dig. Drag nytte af hinandens kompetencer, og lad dig eventuelt inspirere af dine medstuderendes studieteknikker, og benyt de teknikker, som fungerer for dig. Så skal du nok lykkes med at være studerende.
Kan jeg begå mig blandt studerende, der er yngre end mig selv?
Er du bekymret for, om du kan begå dig på et studie, hvor gennemsnitsalderen sandsynligvis er lavere end din? Selvom der kan være aldersforskel mellem dig og dine medstuderende, skal du huske på, at I alle er der for at lære.
Projektarbejde
Der vil naturligvis være mange forskellige typer på en uddannelse. Nogle svinger man bedre med end andre. Det gælder fx på arbejdsmarkedet. Uanset, hvor forskellig man er fra sine kollegaer, skal man kunne mestre at arbejde sammen om forskellige projekter.
Det er det samme på VIAs uddannelser. Her kommer du til at være en del af en studiegruppe, hvor I skal drage nytte af hinandens styrker og samarbejde om faglige projekter. Hvem ved, måske finder du ud af, at selvom I er forskellige på det personlige plan, så samarbejder I godt om studierelaterede projekter.
Hvad gør jeg ift. brugen af IT?
Du skal være indstillet på at bruge din computer som en del af din faglige læring.
Det er helt naturligt, at du måske ikke har helt styr på alle programmer og it-tekniske værktøjer. Men det behøver du heller ikke fra starten. Det får du mulighed for at lære efter studiestart - og du får hjælp til det på VIA.
Kan jeg få arbejde?
Er du interesseret i at vide noget om jobmulighederne inden for en bestemt uddannelse, kan du tjekke VIAs uddannelser og herunder finde information om job og karriere.
Vil du blive klogere på, hvilke jobmuligheder arbejdsmarkedet tilbyder, kan du undersøge jobdatabaser som fx jobnet.dk, jobindex.dk osv. Det er desuden en god ide at søge på LinkedIn og blive inspireret af, hvad andre med lignende profession arbejder med.
Vil du sammenligne uddannelser og blive klogere på fx ledighed, løn og arbejdstid, kan du besøge uddannelseszoom.
Et dynamisk arbejdsmarked
Husk at arbejdsmarkedet og jobmulighederne er under konstant forandring. Derfor er det vigtigt, at du vælger uddannelse med udgangspunkt i din motivation og dine interesser, fremfor ud fra ledigheden på en pågældende uddannelse. Du kan nemlig aldrig vide med sikkerhed, om der er job efter endt uddannelse.
Tør jeg skifte karriere?
Det er en stor beslutning at skifte karriere, og der er mange overvejelser forbundet med at starte på en ny uddannelse. For mange mennesker er tanken om et karriereskifte grænseoverskridende og ofte forbundet med en stor usikkerhed. Måske du tænker, at det nemmeste er at blive i dine trygge rammer? I den forbindelse kan du spørge dig selv: ’Er jeg glad for det, jeg laver? Giver det energi og overskud? Eller tager det energi?’ Hvis det er det sidste, der er tilfældet for dig, er det måske tid til at handle og prøve noget nyt.
Tal med andre om dine bekymringer
Det er helt forståeligt, hvis du er bekymret og nervøs for at tage springet og prøve noget nyt. Tal med din familie og venner om dine bekymringer. De kan måske hjælpe dig med at finde ro i din beslutning.
Husk, at du altid er velkommen til at kontakte en af VIAs studievejledere. Her kan du få svar på dine spørgsmål, dele dine bekymringer, og i fællesskab kan I undersøge dine muligheder.