Mød Albert, der læser Global Business og Teknologi

For Albert er det vigtigt med en uddannelse, der favner bredt, og hvor han kan gøre en forskel - derfor har han valgt at læse Global Business og Teknologi med klimaspecialisering. Her har han benyttet sig af VIAs internationale muligheder ved at tage på udveksling i Australien.

Albert læser GBT

”Jeg ville uddanne mig til noget, hvor jeg vidste, at der var brug for mig. Hvor jeg kunne se en mening, og kunne gøre en forskel med det, jeg gjorde,” siger Albert Friis Rasmussen.

Efter to sabbatår vælger Albert at søge ind på Global Business og Teknologi på VIA.

”Uddannelsen kombinerer business og kommunikation med kulturforståelse, og så får man en teknisk faglighed, så man har en bred vifte af muligheder, når man kommer ud. Og det havde jeg virkelig brug for,” fortæller Albert og uddyber: ”Selvom jeg tog to sabbatår, så er det ikke altid det, der gør, at man bliver klar over, hvad man egentlig skal”.

Man kan komme langt med matematik B

”Jeg er ikke matematisk stærk, men jeg elsker tal, jeg elsker Excel og jeg elsker data,” fortæller Albert og fortsætter: ”Så jeg var meget nervøs for at vælge en ingeniøruddannelse, men så så jeg denne her uddannelse, hvor man kun skal have haft matematik på b-niveau. Jeg var stadig meget nervøs for at vælge den, men jeg tænkte, nu gør jeg det”.

Albert fortæller, at han synes det er tiltalende, at der er et godt samarbejde mellem underviserne og de studerende på uddannelsen:

”Jeg kan godt lide, at man taler så godt med sine undervisere, og at de er engagerede. Og så kan jeg godt lide, at mange af dem kommer ude fra erhvervslivet, så det ikke bare er så teoretisk det hele”.

Et semester i Australien

Når man er studerende på VIA, er der mulighed for at rejse ud i verden. Denne mulighed griber Albert, da han rejser til Perth i Australien på sit 5. semester, for at studere på Curtin University.

En af de helt store grunde, til at Albert vælger at tage på udveksling, er at opleve Australien. Han fortæller, hvordan han undervejs i opholdet tager på flere ture rundt i landet sammen med sin danske studiekammerat, der også er på udveksling i Perth.

”Det fedeste har helt klart været at opleve landet. Jeg ville selvfølgelig gøre mit bedste på studiet dernede, men jeg ville også ud at opleve landet. Så når vi havde chancen, så skulle vi rejse,” siger Albert og fortæller: ”Vi kendte nogle fra Melbourne og Sydney, som vi mødtes med nogle gange og tog på Road Trips med over en forlænget weekend”.

Udover at rejse rundt og opleve landet, får Albert også spændende oplevelser på universitet. Efter at have skrevet en rapport sammen med sin danske studiekammerat bliver de fremhævet på klassen:

”Curtin University er kåret til at være et af de bedste universiteter i verden, så nogle gange, kunne man godt tænke, kan jeg så være med på niveauet? men det endte faktisk med, at mig og min danske studiekammerat lavede en rapport, der var så god, så professoren fremhævede den blandt 300 elever. Det var ikke i et af vores stærke fag, men fordi vi er så gode til at skrive rapporter her på VIA, lykkedes det os at skrive den bedste,” siger Albert og fortsætter: ”Det der med, at man kommer ud i verden, og man ligesom kan se, at man kan begå sig, det er virkelig tilfredsstillende”.

Alberts gode råd til dig, der overvejer at læse Global Business og Teknologi

  • Gør en indsats, så skal du nok komme igennem.
  • Klø på, men vær ikke for hård ved dig selv. En indsats kan være mange ting, men hvis bare du lægger en indsats, så skal du nok blive belønnet for det.
  • Vær åben omkring hvad du er god til, og hvad du er mindre god til. Så er folk mere villige til at hjælpe dig. For eksempel havde jeg i starten af uddannelsen brug for at fortælle, at jeg havde problemer med matematikken, så i eksamensperioden hjalp mine medstuderende mig.
  • Spring ud i det og se om det er noget. Det kan godt være, at alt ikke er lige spændende, det synes jeg heller ikke. Men så længe du har en god fornemmelse, så skal det nok gå.