
”Jeg har altid haft en drøm om at læse ergoterapi, fordi faget har fokus på det hele menneske. Det handler om at hjælpe det enkelte menneske til at fungere godt i sig selv og med sine omgivelser. Livet skal have indhold, og den enkelte skal kunne tage del i hverdagen,” forklarer Pia Noermark, der er 51 år og læser på 2. semester af VIA Ergoterapeutuddannelsen i Holstebro.
Faktisk blev hun optaget på ergoterapeutuddannelsen allerede i 1995. Men dengang valgte hun at takke nej til studiepladsen til fordel for et lønnet kontorjob i banken. Hun vurderede, at et liv på SU ikke passede så godt med ønsket om at stifte familie.
10 år og tre børn senere skiftede hun til virksomheden Cheminova, hvor hun arbejdede i 12 år med projektledelse, it og Supply Chain Management.
Skift spor, inden det er for sent
”Jeg var vildt glad for mit arbejde, hvor jeg rejste rundt i hele verden som ’troubleshooter’, blandt andet til Indien, USA og Australien. Min opgave var at tage rundt i organisationen og være med til at identificere og løse de problemer, der opstod i forsyningskæderne lokalt og globalt,” fortæller Pia.
Men da virksomheden blev opkøbt af amerikanske FMC Corporation, begyndte tankerne at rumle i retning af et markant anderledes arbejdsliv.
”Jeg følte, det var på tide at gøre noget helt andet, inden det var for sent. Og jeg ville gerne bruge min energi og mit drive på at hjælpe andre. Jeg har været frivillig fodboldtræner, siden jeg var 15 år, og jeg mener, at fællesskaber skal kunne rumme alle. Tanken om at læse til ergoterapeut dukkede op igen,” forklarer Pia.
Goddag til SU og studiejobs
Hun gik i gang med at researche systematisk. Ringede rundt til et par færdiguddannede ergoterapeuter for at få et bedre indblik i faget og arbejdslivet. Læste hele studieordningen og en lærebog for at komme tættere på indholdet i uddannelsen. Tog en snak med banken, A-kassen og forsikringsselskabet for at få overblik over økonomien, hvis hun droppede sit vellønnede kontorjob og gik på SU.
”Min største bekymring var økonomien. Men mine børn er voksne nu, så udgifterne er langt mindre end tidligere. Samtidig var jeg lidt bange for, om jeg ville komme til at kede mig. Men min nysgerrighed på ny viden bliver fodret, og vi har nogle mega dygtige undervisere,” fastslår Pia.
Hun kan godt lide, at uddannelsen er et miks af både humanistiske fag som sociologi og filosofi samt af naturvidenskabelige fag som anatomi og fysiologi.
Frihed som studerende
Fra sine tidligere jobs er Pia vant til struktur og deadlines, så hun synes ikke, det har været specielt hårdt at begynde at læse igen.
”Jeg kan trække på mine erfaringer og oplever faktisk en stor frihed ved at være studerende. Drømmejobbet har jeg ikke lagt mig fast på endnu, for jeg synes, der er mange spændende arbejdsområder inden for ergoterapi. Jeg er meget åben over for, hvad det ender med,” siger Pia.
3 gode råd fra Pia til dig, der overvejer at skifte karriere og læse til ergoterapeut
-
Sæt dig ordentligt ind i uddannelsens fag og opbygning, inden du søger ind. Og undersøg grundigt, hvad du kan bruge den til bagefter. Snak med nogle færdiguddannede, og få deres perspektiver på faget og jobmulighederne.
-
Tag en snak med uddannelsens studievejleder. Spørg, om du må følge undervisningen en dag, og få en snak med en eller flere af de nuværende studerende.
-
Tal ideen igennem med din familie. Er de ok med din beslutning om at begynde at læse igen? Det er vigtigt at have sit bagland i orden. Og tjek din økonomi, så du ved, hvordan du er stillet.