Fik drømmejobbet ved Fritz Hansen

Med et CV som få 22-årige kan matche, fik Mie Sandfeld som nyuddannet sit drømmejob som grafisk designer ved Fritz Hansen

VIA design dimittend Mie Sandfeld arbejder ved sin computer

Mie Sandfeld blev færdiguddannet i Visual Fashion Communication fra VIA Design i december 2014, og blev i foråret 2015 ansat som grafisk designer ved Fritz Hansen. (Specialeretningen har i dag skiftet navn til Visual Communication Design).

”Jeg designer meget af det grafiske materiale, man ser, når man møder Fritz Hansen. Invitationer, annoncer i magasiner, foldere, brochurer til messer og window displays til showrooms. Jeg arbejder tæt sammen med marketingafdelingen for at sikre, at Fritz Hansen-dna’et er til stede i alt, hvad vi laver, og for at opretholde den høje standard, der er forbundet med brandet”.

Sådan forklarer Mie Sandfeld, der blev ansat som grafisk designer ved Fritz Hansen, kort efter hun havde afsluttet sin professionsbachelor med speciale i Visual Fashion Communication. Hun er stolt over, at det var hende, der ud af flere hundrede ansøgere fik jobbet i den prestigefyldte, danske designvirksomhed, som producerer designklassikere fra Arne Jacobsen og Poul Kjærholm. Hun er trods alt kun 22 år og nyuddannet. 

”Jeg har altid interesseret mig for møbelbranchen. Jeg har arbejdet benhårdt på at opbygge et godt CV gennem uddannelsen, og jeg brænder virkelig for mit fag. Derfor var jeg så glad og stolt, da de ringede fra Fritz Hansen og sagde, at det var mig, der havde fået jobbet som grafisk designer,” siger Mie Sandfeld, der flyttede fra Aarhus til Østerbro allerede en uge efter. 

Passion og drømme

Mie Sandfeld har et CV, de færreste jævnaldrende kan matche. Gennem studietiden var hun i praktik ved By Nord Copenhagen og Kristina Dam, hun har arbejdet med grafisk design for Livingshop.dk, haft ansvar for OYOYs webdesign og sociale medier, været assistent ved House Doctor og hjulpet Eckmann Studio på messer. Sagt med andre ord har hun gjort alt, hvad hun kunne for at stå skarpt, den dag drømmejobbet dukkede op.  

”De mange jobs og praktikker, jeg tog under studiet, betalte sig i den grad. Det er der, jeg har min erfaring fra, og det var medvirkende til, at jeg fik jobbet. I dag er jeg så heldig at arbejde med to af mine største passioner; møbler og grafisk design ,” siger Mie Sandfeld og fremhæver:  

”Det er fedt at være i en international, prestigefyldt virksomhed og få lov til at arbejde med det ypperste inden for dansk møbeldesign. Jeg føler mig som en del af noget større”. 

Den uundværlige værktøjskasse

”Jeg var hooked med det samme,” forklarer Mie Sandfeld om sin uddannelse, som udover hendes erfaring fra fritidsjob og praktikophold er nøglen til det job, hun sidder i nu: ”På professionsbacheloren fik jeg de værktøjer, jeg dagligt bruger i mit job. Jeg fik den basisviden om faget, der var nødvendig, og ikke mindst lærte jeg at bryde rammerne og udtænke nye ideer inden for branding og grafisk design”.

Opdatering: Spørgsmål og svar seks år senere

Siden Mie Sandfeld blev færdiguddannet i 2015 har hun fået mange spørgsmål fra unge, som selv overvejer at søge ind på specialeretningen Visual Communication Design. Her har vi samlet de spørgsmål, som Mie har fået flest gange sammen med hendes svar, så du også kan få glæde af dem.

Var du glad for uddannelsen?

Jeg var meget glad for uddannelsen. Det stærke fællesskab betyder, at du hurtigt kommer ind i et kreativt flow og bliver inspireret af dine studiekammerater. Det var altid fantastisk at se, hvordan mine medstuderende havde nogle helt andre løsninger på de opgaver, vi blev stillet. Jeg kan kun anbefale uddannelsen. Du lærer håndværket. Det giver respekt ude i branchen og betyder, at du kan tale og arbejde sammen med en masse fagfolk”.

Skal man være kreativ for at starte på uddannelsen?

”Man skal i hvert fald have lyst til at blive udfordret og prøve nogle ting af. Der er ikke altid et facit. I stedet får du en masse værktøjer, som du bliver nødt til at være kreativ for at bruge. Det kan godt kræve noget vilje. Prøv at lege med det. Opsøg nogle kreative mennesker. Udvid dit netværk. Læg nogle timer i at udvikle din kreativitet undervejs på studiet”.

Hvad er dit indtryk af jobmulighederne?

”Det kommer selvfølgelig an på, hvor meget man får suget til sig i løbet af uddannelsen. Praktikperioderne var med til at give en masse erfaring, som gør, at man ikke er helt grøn, når man er færdiguddannet. Derfor er det også en god idé at gøre sig nogle tanker om, hvad man gerne vil med uddannelsen når man søger ind. På den måde kan man gå efter nogle relevante praktikforløb og studiejobs undervejs”.

Hvad laver dine studiekammerater i dag?

”Mange af dem er endt i livsstilsbranchen ligesom jeg. Nogle er blevet selvstændige. Andre har specialiseret sig indenfor det digitale eller er blevet fotografer. Uddannelsen giver en grundviden, som du ikke kan google dig til. Når du har den på plads, kan du gå rigtig mange veje”.

Hvad er relevante studiejobs?

”Det kommer an på, hvad du gerne vil. For mig var det jobs hos brands indenfor interiør, for jeg vidste, at det var den vej, jeg ville. Jeg sørgede for at lave nogle anderledes ansøgninger for at skille mig ud. I en tid, hvor alle tænkte digitalt, printede jeg nogle ting og sendte dem fysisk. Jeg var også opsøgende og god til at udnytte det, når jeg deltog på messer. Her gik jeg hen og talte med de brands, som jeg gerne ville arbejde hos”.

I dag er Mie Sandfeld ansat som grafisk designer hos designvirksomheden MENU, som hun skiftede til i 2021 efter 6 gode år hos Fritz Hansen.

 Find Mie på Instagram her

Mød flere færdiguddannede og studerende