Purchasing Management-studerende Rasmus Zinck sammenligner mål på en vareprøve med målene på et målskema (Measurement Chart)
Da Rasmus Zinck blev færdig med uddannelsen til markedsføringsøkonom i 2020 var hans plan at arbejde de næste mange år. Men da han begyndte at overveje jobmulighederne, var det som om, at der manglede noget.
”Jeg havde allerede en del erfaring med salg, men jeg savnede noget, uden helt at vide hvad det var. Det ændrede sig, da en veninde spurgte, hvorfor jeg ikke blev indkøber. Efter jeg havde læst om uddannelsen kunne jeg godt høre, at det lød helt rigtigt. Jeg har altid gået op i tøj og tekstiler. Samtidig får jeg mulighed for at arbejde med mange af de ting, som jeg godt kunne lide ved salg og markedsføring: Kommunikation, beregninger og at jonglere med mange bolde på én gang. Og så er det fedt, at du som indkøber er en del af et hold bestående af bl.a. designere og logistikmedarbejdere, som hjælper dig med at blive bedre. Derfor er jeg rigtig glad for, at jeg endte med at søge ind,” fortæller Rasmus.
Næsten alle vores projekter handler om bæredygtighed. Tekstilbranchen er en af de brancher i verden, som belaster miljøet mest. Det er vi allesammen meget bevidste om, og derfor lærer vi at arbejde hen imod at blive bedre allerede fra første projekt på studiet. Rasmus Zinck
I dag er Rasmus i gang med sit andet semester på den 1,5-årige top up-uddannelse design og business med speciale i Purchasing Management. Her er han i praktik hos New Nordic, som bl.a. producerer tøj for internationale sportsbrands. Praktikforløbet er blot én af mange fordele, som Rasmus fremhæver ved uddannelsen:
”Du lærer virkelig håndværket, når du er i praktik. Der er mange ting, som man ikke kan læse sig til. Allerede som praktikant får du masser af ansvar. På min anden dag sad jeg og oprettede ordre for flere hundrede tusinde kroner. Og så er det en god vej ind på jobmarkedet. Rigtig mange får jobs igennem deres praktiksted.”
Et stærkt netværk
En vigtig del af jobbet som indkøber handler om at source leverandører. Det vil sige at finde den rigtig leverandør til at producere den varer, du skal sælge. Her er det vigtigt at have et stærkt netværk, forklarer Rasmus:
”Nogle leverandører er specialister i t-shirts. Andre er gode til vinterjakker. Typisk bruger du dit netværk af andre indkøbere til at få kontakt til leverandørerne. Når du er ny i branchen bygger du dit netværk op ved at overtage relationerne fra de folk, du arbejder under. Når din chef kender nogen, betyder det, at du også begynder at kende nogen. I det hele taget er det at opbygge relationer en vigtig del af jobbet. Derfor er noget af det, vi lærer på studiet, også at forstå og samarbejde med folk fra forskellige kulturer. Det kommer du til at bruge rigtig meget. Det er ikke ualmindeligt, at du ringer til Kina eller Bangladesh 3-4 gange om dagen, ligesom mange indkøbere også har en del rejseaktivitet for at besøge og pleje sine relationer til leverandørerne.”
Et stort ansvar
Det er ikke kun som praktikant, at Rasmus har haft mulighed for at skabe sig et netværk i mode- og livstilsbranchen. På studiet har han også mødt mange andre unge, som deler interessen for materialer, trends og tendenser. Sammen har de også en fælles forståelse for deres grønne ansvar.
”De tværfaglige projekter på studiet giver dig mulighed for at lære de studerende fra de øvrige specialeretninger at kende. Det er fedt at have så mange andre at nørde tøj med, men det betyder også, at jeg ved, lige hvem jeg skal ringe til, hvis jeg står og har brug for hjælp fra én, som er god til eksempelvis branding eller grafisk design i fremtiden, ” fortæller Rasmus og fortsætter:
”Næsten alle vores projekter handler om bæredygtighed. Tekstilbranchen er en af de brancher i verden, som belaster miljøet mest. Det er vi allesammen meget bevidste om, og derfor lærer vi at arbejde hen imod at blive bedre allerede fra første projekt på studiet. Desuden fylder bæredygtighed især meget, når du læser til indkøber, fordi der følger et stort ansvar med jobbet. Selvfølgelig er prisen vigtig, når vi forhandler med leverandører, men det må heller ikke blive for billigt. For så har de ansatte hos leverandøren simpelthen ikke ordentlige vilkår”.