Design og business specialeretning: Furniture design

Læs Furniture Design, og skab din personlige designidentitet! Vær nyskabende og eksperimenterende i arbejdet med designprocessen fra research til færdige prototyper af møbler og boligprodukter.

Om specialeretningen Furniture design

  • Professionsbachelor i Design og Business med speciale i Furniture Design er for dig, som har ambitioner om at videreudvikle dit kreative talent som møbeldesigner.

    Du skal eksperimentere og udfordre dig selv, når du udvikler produkter, hvor du selv definerer målgruppen og argumenterer for idé og berettigelse på markedet.

    Igennem hele designprocessen arbejder du professionelt og bruger både digitale og fysiske værktøjer til at producere teknisk dokumentation og skarpt præsentationsmateriale.

    Fagene giver dig kompetencer til at arbejde selvstændigt, kreativt og eksperimenterende med designprocessen. Undervisningen er tilrettelagt indenfor fagområderne klassisk design, Furniture Design, Milano design udstilling, grafisk identitet og har stort fokus på trend og sociologi, idéudvikling, formgivning, æstetik, materialer og bæredygtige løsninger.

    Gennemtænkt design møder stærk forretningsforståelse

    Styrken i din uddannelse ligger i kombinationen mellem specialefag, valgfag og fællesfag. Design og Business er omdrejningspunkt for uddannelsens fællesfag, hvor studerende fra alle uddannelsens specialer samarbejder i et projekt med toneangivende virksomheder.

    I processen med at udvikle nye ideer til virksomhederne får du praksis erfaring med at samarbejde for at nå kreative, entreprenante og realisérbare løsninger. Projektforløbet medvirker til at klæde dig på til et fremtidigt job i branchen.

    Virksomhedspraktik er ligeledes vigtigt for at give dig en god indsigt i branchens måde at arbejde på. Studietur til Stockholm Furniture Fair og Milan Design Week medvirker til at holde dig opdateret på designudviklingen.

    En kreativ legeplads

    Du får en kreativ og praksisrettet uddannelse, som er orienteret mod møbelbranchen. Under hele uddannelsen lærer du at tænke i bæredygtige løsninger. Det gælder, både når det kommer til design og produktion.

    Uddannelsen foregår i et stærkt designfagligt miljø og i tæt samarbejde med livsstilsbranchens møbelvirksomheder. På værkstederne har du alt, hvad du skal bruge til at fremstille prototyper i plast, metal og træ. Her finder du også lasercuttere, 3D-printere og gode faciliteter til at arbejde med tekstil.

    Du kan læse professionsbachelor i Design & Business med speciale i Furniture Design i Herning. 

  • Med en Professionsbachelor i Furniture Design er du klædt på til forskellige jobs i branchen. Det kan eksempelvis være in-house designer hos en producent, designer på en tegnestue eller selvstændig freelance designer.

    Med disse jobs følger ansvaret for design- og produktudvikling, og du arbejder med at tegne og realisere dine ideer. Udvikling af et nyt produkt er ofte en langvarig proces hvor der skal eksperimenteres og foretages mange valg. Derfor er samarbejdet med producenten en vigtig del af designerens job.

    Er du entreprenant og ønsker at starte eget brand kan du vælge at være tilknyttet incubator-miljøet som kan give dig yderligere support i en opstartsfase.

    Videreuddannelse

    Ønsker du at videreuddanne dig efter din Professionsbachelor har du mulighed for at søge en kandidat på danske og internationale uddannelsesinstitutioner.

Mød studerende og færdiguddannede

Se møblerne fra de studerendes udstillinger