
SUND+ bliver et tværgående uddannelsessamarbejde, der skal samle studerende på tværs af de sundhedsfaglige uddannelser i Herning i et nyt og innovativt uddannelsesmiljø.
For VIA betyder det, at sygeplejerskeuddannelse og den nye radiografuddannelse i Herning i fremtiden skal dele lokaler og udstyr med lægestuderende og praktiserende læger i en sundhedsklinik i det nye sundhedshus, hvor uddannelserne altså i fremover skal have hjemme.
Sammenlægningen af studiemiljøerne for de forskellige sundhedsuddannelser giver nye muligheder for videndeling, tværfaglig forståelse og læring for studerende på tværs af de forskellige sundhedsuddannelser. På den måde kan de studerende få større indsigt i det samlede sundhedsvæsen og nyttig viden om betydningen af overgange imellem sektorerne i behandlingssystemet.
Samtidig bliver SUND+ et sted, hvor uddannelser og klinisk praksis indgår i et gensidigt udviklings- og innovationsmiljø. Netop kombinationen af uddannelse og klinisk praksis i samme bygning gør samarbejdet stærkt og unikt, fortæller Uddannelsesdekan for VIAs sygeplejerskeuddannelser, Maria Dyhrberg Rasmussen:
”Det unikke ved vores uddannelser indenfor det sundhedsfaglige felt er, at vores praksis foregår i et tæt samarbejde med andre sundhedsfaglige kollegaer. Med SUND+ får de studerende i Herning en fantastisk mulighed for at opleve styrken i det tværfaglige samarbejde omkring patienterne allerede under studiet. Det er jeg meget begejstret for, og jeg er sikker på, det vil styrke både uddannelserne og sundhedsvæsnet fremover.”
SUND+ placeres i den gamle sygehusgrund i Herning og åbner efter planen til september, 2026.