Nye reformudspil baner vejen for et vigtigt løft af professionsuddannelserne

Der er gode takter i regeringen udspil til en reform af de erhvervs- og professionsrettede uddannelser. Det mener Gitte Sommer Harrits, rektor for VIA University College, som kommenterer på reformudspillet her.

Gitte Sommer Harrits

Regeringens reformudspil lægger op til en mindre forkortelse af professionsuddannelserne på i alt 15 ECTS. Til gengæld investeres der massivt i uddannelserne, og så åbnes der op for nye efter- og videreuddannelsesmuligheder for de professionsuddannede.

Derfor er der, ifølge VIAs rektor Gitte Sommer Harrits, samlet set grund til at rose regerings reformudspil:

”Med reformudspillet lægger regeringen op til at styrke kvaliteten af professionsuddannelserne samtidig med at uddannelsesmulighederne også udvides betragteligt. Det skaber samlet set et helt nyt uddannelsesbillede for de professionsuddannede, som ser langt mere attraktivt ud, og det er selvfølgelig enormt positivt,” siger Gitte Sommer Harrits.

Af positive elementer fremhæver hun betydningen af de investeringer, som udspillet lægger op til – også selvom de efter planen delvist finansieres igennem en forkortelse af uddannelserne på 15 ECTS:

”En forkortelse af uddannelserne er jo ikke positivt i sig selv, men det er også et spørgsmål om kvalitet frem for kvantitet. Og med de investeringer, regeringen lægger op til, kan vi løfte kvaliteten af undervisningen med mindre hold, flere undervisningstimer, bedre feedback og mere af den praktiske træning, som er god men omkostningstung at facilitere. Derfor mener vi, at udspillet giver mulighed for at udbyde endnu bedre professionsuddannelser med endnu dygtigere dimittender til følge – også selvom uddannelsen bliver en smule kortere,” siger Gitte Sommer Harrits.

Samtidig kommer de udvidede muligheder for efter- og videreuddannelse til at gøre professionsuddannelserne mere attraktive som både studie- og karrierevalg for de nye generationer af unge studerende, og det giver i sig selv et løft til uddannelserne, forklarer VIAs rektor:

”Retten til ubegrænset efteruddannelse koblet med mulighederne for at tage en professionskandidat er noget, der længe har stået højt på vores ønskeliste. Nu åbner man den dør, og dermed giver man de professionsuddannede muligheder for at opnå nye niveauer af uddannelse, ekspertise og specialisering inden for deres fag. Det tror vi på, kan være en gamechanger, både i forhold til at tiltrække flere unge til uddannelserne, og til at styrke de uddannelsesfaglige miljøer hele vejen rundt om professionsuddannelserne,” siger Gitte Sommer Harrits.

Kontakt

  • Anders A. Kristensen

  • Journalist
  • T: + 45 87 55 15 32
  • Jeg hjælper gerne med svar på spørgsmål om VIA og kontakt til interviewpersoner.

Relaterede artikler