
Med forløbet som ingeniørtrainee bliver det muligt at uddanne ingeniører lokalt - langt fra de studiebyer, hvor ingeniøruddannelserne ellers bliver udbudt. Uddannelsen er en kombination af selvstudie, online undervisning og det, der i tæt samarbejde med VIA bedst kan beskrives som en mesterlære-ordning i en virksomhed, der beskæftiger ingeniører.
VIA håber på, at det nye tilbud kan blive en indgang til ingeniørfaget for nogle, der ellers ikke ville have muligheden for at realisere drømmen om en ingeniøruddannelse. Det gælder ikke mindst i de områder af landet, hvor der er langt til de nuværende uddannelsesudbud for ingeniører, forklarer dekan for ingeniøruddannelserne, Lotte Thøgersen:
”Danmark har hårdt brug for ingeniørkompetencer, og det er især virksomhederne langt fra studiebyerne, der efterspørger kvalificeret arbejdskraft. Derfor har vi oprettet en mere virksomhedsrettet ingeniøruddannelse, der gør det muligt at uddanne nuværende eller nye medarbejdere til ingeniører lokalt - imens de reelt er ansat i virksomheden,” siger Lotte Thøgersen.
Tæt samarbejde med virksomhederne
Et centralt element i den nye ingeniøruddannelse er, at virksomhederne tager et stort medansvar for uddannelsesforløbet. De praktiske opgaver og projekter i studiet løses af den studerende på arbejdspladsen med sparring fra mere erfarne kollegaer - selvfølgelig med vejledning fra VIAs undervisere. Det gør uddannelsen både praksisnær og erhvervsrettet, og så giver det anledning til at specialisere sig i den enkelte virksomheds opgaver og fagområde undervejs.
I det hele taget er det nære samarbejde med virksomhederne både forudsætningen for og fordelen ved den nye ingeniøruddannelse, forklarer Lotte Thøgersen:
”Vores model for den nye ingeniøruddannelse skal ses i lyset af de politiske ønsker om mere fleksible og praksisnære uddannelsesmodeller i hele landet. Det er noget, vi rigtig gerne vil understøtte – men vi kan ikke lykkes med det alene. Derfor har vi udviklet denne model, hvor virksomhederne bliver det daglige studiested for de studerende,” forklarer Lotte Thøgersen.
Det første hold af ingeniørtrainees begynder efter planen på uddannelsen til august. Man kan ansøge om at blive ingeniørtrainee gennem Den Koordinerede Tilmelding (KOT) på helt samme måde, som man søger om optagelse på alle andre videregående uddannelser. Ansøgningsfristen for kvote 2 er 15. marts, og ansøgningsfristen for kvote 1 er 5. juli.
Fakta om uddannelsen som ingeniørtrainee:
- Uddannelsen som ingeniørtrainee er en ordinær diplomingeniøruddannelse. Ingeniørtrainees opnår helt samme uddannelsesniveau og diplom som ordinære ingeniørstuderende.
- For en ingeniørtrainee er arbejde og studie integreret, og størstedelen af studietiden foregår på arbejdspladsen. Her bidrager virksomheden med praksisnære opgaver, projekter og en mentorordning for den studerende.
- VIAs undervisere står for al faglig undervisning og vejledning. Undervisningen er en kombination af fjernstudie og selvstudie, understøttet af online-undervisning og videoformater.
- Forløbet giver mulighed for at arbejde på reduceret tid i virksomheden sideløbende med uddannelsesforløbet. For eksisterende medarbejdere betyder det, at de i et mindre omfang kan fortsætte med at varetage deres lønnede opgaver, imens de uddanner sig til ingeniør.
- I 2024 udbyder VIA forløbet til uddannelsen for maskiningeniør med muligheder for specialisering - fx inden for produktion.
- Læs mere om forløbet som ingeniørtrainee her.