
VIAs nye HR-chef fra 1. august 2024 hedder Sidsel Harder Nybo. Hun kender i forvejen VIA indgående fra sine seneste seks år som jurist og chefkonsulent i VIAs HR-afdeling.
I den nye stilling bliver Sidsel Harder Nybo chef for de ca. 25 medarbejdere i HR. Samtidig kommer hun endnu tættere på VIAs direktion og får berøring med alle dele af organisationen.
Som chefkonsulent i HR har Sidsel Harder Nybo siden 2018 blandt andet arbejdet med organisatorisk, strategisk og juridisk ledelsesrådgivning. Hun har sideløbende blandt andet været HR-partner for en række uddannelser, for forskningsområdet og for VIAs direktion.
Store ambitioner i chef-jobbet
”En af mine ambitioner som HR-chef er at videreføre den igangsatte professionalisering af HR-afdelingen, så HR i endnu højere grad kan bidrage til blandt andet at indfri VIAs strategi i forhold til bæredygtighed, partnerskaber, data og digitalisering,” siger Sidsel Harder Nybo og fortsætter:
”Som HR-chef vil jeg have fokus på, hvordan vi bedst understøtter organisationen, så VIA, trods udfordringer, kan fastholde undervisning og forskning på højt niveau. Mit mål er tillige, at HR skal bidrage til et samarbejdsklima, hvor ledelses- og medarbejdersiden har et tillidsfuldt samarbejde med plads til forskellige synspunkter”.
I rollen som personaleleder vil Sidsel Harder Nybo have fokus på at være delegerende, involverende og lyttende samt at inddrage de mange kompetencer, som medarbejderne i HR-afdelingen besidder. Desuden lægger hun vægt på ledelsesudvikling og strategisk udvikling.
En stærk faglig baggrund
Før Sidsel Harder Nybo i 2018 kom til VIA, var hun i fire år HR-partner ved Aarhus Universitet. Inden da var hun fra 2007 til 2015 juridisk konsulent i Aarhus Kommune – konkret i Borgmesterens Afdeling.
Uddannelsesmæssigt er Sidsel Harder Nybo cand.jur. fra Aarhus Universitet i 2007 og har i år afsluttet en master i ledelses- og organisationspsykologi fra Aalborg Universitet. Hun har også øvrige videreuddannelser – blandt andet som proceskonsulent.
Sidsel Harder Nybo overtager jobbet som HR-chef i VIA efter Gertrud Lindberg Tefre, der for få måneder siden fratrådte stillingen for at blive administrationschef ved Aarhus Universitet.
Ros fra professionshøjskoledirektøren
VIAs professionshøjskoledirektør Kirsten Suhr Bundgaard har stået i spidsen for rekrutteringen af Sidsel Harder Nybo som ny HR-chef. Hun er valgt blandt et stærkt kandidatfelt på 53 ansøgere.
”Sidsel er valgt, fordi hun er erfaren og har vist sig som yderst kompetent inden for HR, ledelse og organisation, og hun har et rigtig godt blik for den daglige drift af de mange services og rådgivningsydelser, som HR hver dag leverer til alle dele af VIAs organisation. Samtidig er Sidsel udpræget samarbejdsorienteret og relationel stærk og hun har en anerkendende ledelsestilgang,” fremhæver Kirsten Suhr Bundgaard.

Hun understreger, at Sidsel Harder Nybo også har et godt strategisk blik for fremtidige krav til HR-området.
”Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet med Sidsel i hendes nye rolle i VIA. Sidsel vil som ny chef for HR kunne bringe nye perspektiver på HR ind og sætte fokus på en udvikling med blandt andet styrkede partnerskaber i VIA, ledelsesudvikling samt digitalisering og AI på dagsordenen.,” lyder det fra Kirsten Suhr Bundgaard.
Hun slår desuden fast, at Sidsel Harder Nybo har stor viden om professionshøjskolernes rammevilkår inden for HR-området, et godt netværk i professionshøjskolesektoren og erfaring med samarbejdet med Uddannelses- og forskningsstyrelsen.