Ny forskning skal sikre bedre hjælp til børn med vanskeligheder i matematik

VIA samarbejder med VIVE i projekt, der skal finde de bedste metoder til at styrke skolernes støtte til børn, der er udfordrede af talblindhed og problemer med matematik.

Matematik illustration

Børn med tegn på talblindhed eller andre former for matematikvanskeligheder skal have mere hjælp. Dét er ambitionen for et nyt projekt, der skaber viden om, hvad der er den bedste støtte for elever, der døjer med matematikken.

Projektet med titlen ’Udvikling af inspiration og pædagogiske indsatser til gavn for elever på 1.-4. klassetrin med tegn på talblindhed og elever i matematikvanskeligheder’ vil involvere en række folkeskoler i hele Danmark. Og når projektet er gennemført medio 2025, bliver resultaterne bredt ud til alle landets skoler.

Det nye projekt er helt i tråd med den nye politiske skoleaftale, som blev indgået den 20. marts 2024. I aftalen er der afsat 500 millioner kroner årligt til at gennemføre indsatser, der hjælper de elever i folkeskolen, der har størst udfordringer i dansk og matematik.

Viden mangler i dag

”I dag mangler der viden om de indsatser, der rundt om på skolerne er søsat målrettet elever i 1.-4. klasse med tegn på talblindhed og elever i matematikvanskeligheder. Dén viden skal vi have skabt, så vi i Danmark har et optimalt afsæt for at styrke indsatserne og hjælpe de berørte børn endnu bedre,” påpeger matematikforsker Pernille Bødtker Sunde fra VIA University College i Aarhus.

VIA University College gennemfører det nye projekt med fokus på matematikvanskeligheder i tæt samarbejde med VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd). Det sker på vegne af Børne- og Undervisningsministeriet.

”For VIA er projektet super interessant at være med i, da vi i forvejen forsker og udvikler intensivt i skoleundervisning i en række forskellige fag. Samtidig uddanner vi i VIA flere hundrede folkeskolelærere hvert år fra vores læreruddannelser i Aarhus, Silkeborg, Holstebro, Nørre Nissum og Skive. Mange af dimittenderne derfra får jo arbejde som matematiklærere og matematikvejledere og skal fra uddannelsen gerne være rustet til at hjælpe børn i matematikvanskeligheder bedst muligt,” betoner Pernille Bødtker Sunde.

Forskning og afprøvning i praksis

Som første step i projektet får en stribe udvalgte folkeskoler i april tilsendt et spørgeskema, hvor besvarelserne skal give indsigt i, hvilke undervisningsmaterialer, indsatser og hjælpemidler matematiklærere og matematikvejledere i indskolingen i dag anvender i undervisningen af elever med tegn på talblindhed og elever i matematikvanskeligheder.

Herefter gennemfører VIVE en række casestudier af eksempler på lovende undervisning og pædagogiske indsatser for børn i matematikvanskeligheder

Ud over at indhente viden fra praksis bliver forskningslitteratur undersøgt for, hvilke typer af støtte og effektive programmer, der virker godt i forhold til elever i matematikvanskeligheder. Det bliver desuden kortlagt, hvad der bliver efterspurgt for at kunne komme i mål med den ønskede hjælp til elever i matematikvanskeligheder.

”Når afdækningen er i hus, afprøver vi i efteråret 2024 indsatser, som ventes at kunne være til gavn for elever i 1.-4. klasse, der er udfordrede i matematik. Og medio 2025 formidler vi den viden bredt ud, der er blevet skabt i projektet, så lærere, matematikvejledere, pædagoger og øvrige aktører kan anvende projektets resultater og anbefalinger i dagligdagen på landets skoler,” forklarer Pernille Bødtker Sunde.

Pernille Bødtker, matematikforsker

Styrelse håber på opbakning

Hun er selv tidligere folkeskolelærer. I dag er Pernille Bødtker Sunde ph.d. ved forskningsprogram for matematik- og naturfagsdidaktik i Forskningscenter for pædagogik og dannelse hos VIA University College.

Hun forsker i matematikundervisning og matematiklæring i folkeskolen og i daginstitutioner.

”Jeg er særligt optaget af regnestrategier, matematikvanskeligheder og udvikling af børns talforståelse,” forklarer Pernille Bødtker Sunde.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), som er en del af Børne- og Undervisningsministeriet, håber, at matematiklærere og -vejledere vil deltage i projektet for at styrke hjælpen til elever med matematikvanskeligheder – blandt andet ved at svare på spørgeskema samt ved at deltage i de casestudier eller den efterfølgende afprøvning af indsatser, der er vigtige elementer i projektet.

Yderligere oplysninger fås hos

Pernille Bødtker Sunde
  • Pernille Bødtker Sunde

  • Lektor, ph.d. og matematikforsker ved forskningsprogram for matematik- og naturfagsdikdaktik
  • T: + 45 28 94 09 79
Læs mere om Pernille

Relaterede artikler