Ny forskning giver viden om brug af AI i undervisningen på erhvervsskolerne

Kunstig intelligens stiller nye krav til elever og faglærere i STEM-fag. Derfor er forskere i læring og IT gået sammen med erhvervsskoler i et landsdækkende forskningsprojekt om undervisning i AI.

Elev på tømrer-snedker-uddannelse på erhvervsskole

VIA University College er med i et nyt landsdækkende forsknings- og udviklingsprojekt, der skal hjælpe erhvervsskolerne med at blive klogere på, hvordan AI kan indgå meningsfuldt i undervisningen på erhvervsuddannelser.

Projektet med titlen ’Generativ AI i STEM-undervisningen på EUD’ har fokus på STEM-fag – altså fag, hvor fx teknik, naturvidenskab, matematik og fysik er omdrejningspunktet. 

Målet er at udvikle STEM-fagligt og erhvervsrettet undervisningsmateriale samt modeller og metoder, der kan understøtte faglærernes forståelse og anvendelse af generativ AI i deres undervisning af eleverne på tekniske erhvervsuddannelser.

Faktum er nemlig, at kunstig intelligens fylder mere og mere i de erhverv, STEM-fagligheder arbejder i – men at mange lærere og elever i dag ikke har stor viden om at håndtere og forstå AI og udnytte potentialerne. 

Kort fortalt er formålet med kunstig intelligens, også kaldet AI (Artificial intelligence), at skabe maskiner/systemer, der kan analysere, lære og træffe beslutninger – og altså er i stand til at efterligne menneskelig intelligens.

Bredt netværk i samarbejde

I forsknings- og udviklingsprojektet ’Generativ AI i STEM-undervisningen på EUD’ deltager VIA University College, Professionshøjskolen Absalon og Center for it i undervisningen på erhvervsuddannelserne (CIU) samt 60 lærere, 15 ledere og elever fra fem erhvervsskoler landet over.

De involverede erhvervsskoler er Tradium i Randers, Himmerlands erhvervs- og gymnasieuddannelser, Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, Syddansk Erhvervsskole og NEXT. 

Projektet vil desuden modtage sparring fra en følgegruppe, der består af repræsentanter fra Uddannelsesforbundet, Danske erhvervsskoler og –gymnasier (DEG), EVU, Industriens Uddannelser, Byggeriets Uddannelser og Videnscenter for Digital Teknologiforståelse.

AI har stort potentiale

Lillian Buus, der er forskningsleder i Læring og IT i Forskningscenter for pædagogik og dannelse ved VIA University College, ser frem til samarbejdet, der understøtter VIAs arbejde med at udvikle digital teknologiforståelse i uddannelsessystemet.

”Vi ser, at der kommer mere og mere fokus på AI i mange uddannelsesmæssige sammenhænge, og det kan noget. Der er dog en opgave i at finde ud af, hvad og ikke mindst hvordan vi kan bruge AI konkret i uddannelseskontekster. Desuden er det rigtig vigtigt at få klædt lærerne ordentlig på til at kunne inddrage og anvende AI i deres undervisning på en kritisk og konstruktiv måde,” siger Lillian Buus.

Fra VIA deltager også ansatte fra efteruddannelsesområdet i projektet ’Generativ AI i STEM-undervisningen på EUD’. De skal i projektet kompetenceudvikle faglærere, der underviser på STEM-uddannelser på erhvervsskoler.

Professionshøjskolen Absalon og Center for it i undervisningen på erhvervsuddannelserne (CIU) er i fællesskab ledere af projektet, som løber frem til sommeren 2026 og har modtaget 5,4 millioner kroner i støtte fra Novo Nordisk Fonden.

Lillian Buus, forskningsleder

Yderligere oplysninger:

Lillian Buus, forskningsleder for Læring og IT i Forskningscenter for pædagogik og dannelse ved professionshøjskolen VIA University College.
T: 87 55 18 93
E: libu@via.dk

Relaterede artikler