Ny rapport dokumenterer, at midlertidigt ophold har store negative konsekvenser for den mentale sundhed – fordi fremtiden er uvis og usikker for de berørte børn og unge.
VIA University College har sammen med Red Barnet udarbejdet en rapport, der sætter spot på, hvordan det er at være et ungt menneske på midlertidigt ophold i Danmark – og dermed med en uafklaret fremtid.
Undersøgelsen viser, at de juridiske rammer, der gælder for børn og unge på midlertidigt ophold har store negative konsekvenser for deres mentale trivsel.
Dét fortæller Stinne Østergaard Poulsen, der er lektor ved socialrådgiveruddannelsen i Aarhus og forsker i asyl og integration ved VIA University College. Hun har været projektleder på den nye undersøgelse og rapport med titlen ’Ung i usikkerhed – Betydningen af midlertidigt ophold for børn og unge med flugtbaggrund i Danmark’.
”Den hyppigt tilbagevendende og langvarige sagsbehandling medfører, at børn og unge med flugtbaggrund lever et hverdagsliv, hvor usikkerhed og frygt for udsendelse forstyrrer uddannelse, venskaber og integrationen i Danmark. De ved aldrig, om det er i dag, at opholdstilladelsen skal inddrages. Det betyder, at en stor gruppe børn og unge aldrig rigtig kan føle sig sikre på grund af den gældende lovgivning, hvilket gør dem utrygge og modløse,” siger Stinne Østergaard Poulsen.
33 på 13 til 17 år er interviewet
Rapporten, der er udarbejdet i et samarbejde mellem Forskningsprogram for samfund og mangfoldighed ved VIA University College og Red Barnet, viser blandt andet, at børn og unge på midlertidigt ophold i Danmark har svært ved at koncentrere sig, knytte sig til venner og tro på en fremtid med uddannelse og arbejde på grund af den konstante usikkerhed.
Målet med rapporten ’Ung i usikkerhed’ har været at kortlægge den eksisterende viden om sammenhængen mellem midlertidighed og dermed usikkerhed om ens opholdstilladelse og mental sundhed hos børn og unge med flugtbaggrund.
Derudover har forskere fra VIA interviewet 33 børn og unge i alderen 13-17 år, der har været på flugt, og som nu har midlertidigt ophold i Danmark. Ligeledes er der blevet interviewet tre unge voksne, der som børn har været igennem årelange sagsbehandlinger omkring deres midlertidige opholdsgrundlag.
”De interviewede sat ord på, hvordan de personligt oplever, at midlertidige opholdstilladelser påvirker deres hverdag og fremtidsmuligheder – og herunder den mentale sundhed,” fremhæver Stinne Østergaard Poulsen.
Vigtig viden til fagfolk
Hendes forskerkollega Pia Rauff Krøyer påpeger, at rapporten ’Ung i usikkerhed – Betydningen af midlertidigt ophold for børn og unge med flugtbaggrund i Danmark’ giver vigtig viden til fagprofessionelle.
”I VIA uddanner vi mange af de faggrupper, der på deres fremtidige arbejdspladser kommer til at møde og arbejde med børn og unge på midlertidigt ophold – nemlig pædagoger, socialrådgivere, lærere og sygeplejersker. Til dé fagprofessionelle giver den nye ’Ung i usikkerhed’-rapport afgørende indsigter, som de kan overføre til at bruge i deres job,” fremhæver Pia Rauff Krøyer.
Hun er lektor ved pædagoguddannelsen i Aarhus samt forsker i mangfoldighed og ungdomsliv hos VIA University College. Og Pia Rauff Krøyer har været med til at interviewe en del af de børn og unge, der indgår i rapporten ’Ung i usikkerhed – Betydningen af midlertidigt ophold for børn og unge med flugtbaggrund i Danmark’.
”For alle de fagprofessionelle er det fx vigtigt at vide, at det er forskningsmæssigt dokumenteret, at de kortvarige, usikre opholdstilladelser skaber liv fyldt med ensomhed og usikkerhed, og at det midlertidige opholdsgrundlag påvirker trivslen negativt. ’Ung i usikkerhed’-rapporten dokumenterer jo, at midlertidigheden begrænser de berørte børn og unges muligheder og motivation for at indgå i forskellige fællesskaber, udfordrer mulighederne for at gennemføre uddannelse og forstyrrer integrationen,” pointerer Pia Rauff Krøyer.
Hun og Stinne Østergaard Poulsen afholder den 30. april en vidensalon på VIAs Campus Aarhus C, som alle kan tilmelde sig, og hvor en række af analyseresultaterne fra rapporten ’Ung i usikkerhed – Betydningen af midlertidigt ophold for børn og unge med flugtbaggrund i Danmark’ bliver fremlagt og drøftet.
Red Barnet ønsker lovændringer
Siden 2015 er der i Danmark givet over 23.000 midlertidige opholdstilladelser til børn og unge under 20 år via udlændingeloven. Og gennem de seneste to år er der givet 15.000 opholdstilladelser til børn og unge via særloven for flygtninge på grund af krigen i Ukraine. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Hos Red Barnet ønsker generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen et opgør med de korte midlertidige opholdstilladelser og hyppige genvurderinger.
”Lovgivningen skal have et langt større fokus på barnets tarv. Alle børn har brug for stabilitet og tryghed for at kunne trives og udvikle sig. Børn og unge, der har været på flugt, bærer ofte på en tung bagage af voldsomme oplevelser, krig, vold og usikkerhed. Disse børn har i særdeleshed brug for stabilitet og tryghed. Hvad enten de her børns fremtid ligger i Ukraine, Syrien eller Sønderborg, så skylder vi dem at give dem den bedste start på livet. Det handler om at sikre børns ret til trivsel og tryghed,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Hun appellerer til, at politikerne ændrer loven, så brugen af korte midlertidige opholdstilladelser stoppes for børn og unge, der har været på flugt. Red Barnet mener tillige, at det skal være lettere at opnå permanent ophold for børn og unge, der har været på flugt eller er blevet familiesammenførte – blandt andet ved at sidestille uddannelse med beskæftigelse.
Ligeledes ønsker organisationen, at fagfolk skal sikres bedre værktøjer for at styrke deres arbejde med børn på midlertidigt ophold, så skadevirkningerne af den nuværende lovgivning med korte midlertidige opholdstilladelser bliver minimeret.
Yderligere oplysninger fås hos:
Pressen er velkommen, når Stinne Østergaard Poulsen og Pia Rauff Krøyer den 30. april afholder vidensalon på VIAs Campus Aarhus C om rapporten ’Ung i usikkerhed – Betydningen af midlertidigt ophold for børn og unge med flugtbaggrund i Danmark’. Tilmelding her
Læs rapporten ’Ung i usikkerhed’ – Betydningen af midlertidigt ophold for børn og unge med flugtbaggrund i Danmark’
Fakta: Det siger de unge om midlertidigt ophold
Herunder er uddrag fra rapporten ’Ung i usikkerhed – Betydningen af midlertidigt ophold for børn og unge med flugtbaggrund i Danmark’, som VIA University College og Red Barnet sammen står bag.
”Da inddragelsessagen startede. Det var et mareridt. Jeg tænkte på det hele tiden, nærmest hver time. Der gik ikke en dag, hvor der ikke var en knude i maven. Det var svært at sove om natten, svært at koncentrere sig om uddannelse. Det, der hjalp mig i den periode, var sport faktisk. Sådan at afkoble helt. Men det var et mareridt. Og det var et langt et. Og nu ligger frygten der bare: Hvad med næste gang den skal fornyes? Skal vi så starte forfra igen? Så er knuden der igen.
Younes, ung mand der har været på flugt.
”Det er bare det med uvisheden om min fremtid. Hvor er jeg om fem år? Hvor er jeg om 10 år? Det er den uvished. Det er bare ikke rart. Det er ikke en god fornemmelse at have i maven hele alenetiden.
Sarah, ung pige der har været på flugt.
”Det var virkelig hårdt med krigen. Virkelig. Men jeg synes ikke, det er lige så hårdt, som den psykiske oplevelse, vi har været igennem med inddragelsessagen. Det var hårdere. Du føler, at alle andres liv fortsætter, mens dit liv standser. Og det er meget hårdere end at opleve krig.
Zaid, ung mand der har været på flugt.