HF bliver nu mere professionsrettet 

Flere af HF-eleverne i Region Midtjylland skal gerne uddanne sig til sygeplejerske, lærer og pædagog hos VIA University College for at få ansatte nok til velfærdssamfundet. Derfor er der som inspiration netop udviklet nye professionsrettede undervisningsforløb til HF.

Dreng får taget temperatur

Tre nyudviklede undervisningsforløb, som er skabt for at give eleverne på HF- og VUC-skolerne i Region Midtjylland indsigt i professionerne som sygeplejerske, lærer og pædagog, har netop set dagens lys. Med tiltaget er der lagt op til, at HF-eleverne i Aarhus, Randers, Viborg, Skive, Horsens, Silkeborg, Herning og Nørre Nissum fremover får en mere professionsrettet viden om fx behandling af kræftpatienter, undervisning af elever samt arbejde med trivsel i daginstitutioner.

Målet med de nye undervisningsforløb er både at motivere HF-eleverne for at søge ind på uddannelserne til sygeplejerske, lærer eller pædagog og således få en professionsrettet karriere samt at gøre HF-fagene mere virkelighedsnære.

Det er eksperter inden for undervisning fra professionshøjskolen VIA University College samt fra HF- og VUC-skolerne i Aarhus og Randers, der i tæt samarbejde har udviklet de tre nye undervisningsforløb på vegne af de skoler i Region Midtjylland, som udbyder en toårig HF – nemlig Aarhus HF og VUC, Randers HF og VUC, Horsens HF og VUC, TH Langs HF og VUC i Silkeborg, Herning HF og VUC, Skive Viborg HF og VUC samt HF i Nørre Nissum ved Lemvig.

Vil mangle 35.000 velfærdsuddannede i 2030

De nye professionsrettede undervisningsforløb er udviklet som led i et større regionalt projekt med titlen ’Parat til Profession’.

Baggrunden er, at vi i Danmark har behov for at få uddannet flere medarbejdere til at understøtte velfærdssamfundet, at professionsuddannelserne har oplevet et fald i antallet af ansøgere over de senere år, og at HF-elever er en vigtig målgruppe som studerende på professionshøjskolernes uddannelser til blandt andet sygeplejerske, lærer og pædagog. 

Ifølge fremskrivninger vil der i 2030 mangle ca. 35.000 velfærdsuddannede i Danmark – hvis vi ikke får flere unge til at vælge dén uddannelses- og karrierevej. 

Af samme årsag er en mere professionsrettet undervisning også et vigtigt element i regeringens udspil til reformer af ungdoms- og professionsuddannelserne.

Undervisningsforløb gavner elever og undervisere

Resultaterne af det netop gennemførte udviklingsprojekt med titlen ’Professionsrettede læringsressourcer til HF’ blev den 14. november præsenteret ved en konference hos Aarhus HF & VUC, hvor flere end 60 uddannelsesfolk med interesse for udvikling af HF deltog. 

Konferencen bestod af både oplæg og workshops. Det fremgik blandt andet, at de tre nye undervisningsforløb med positive resultater er afprøvet med HF-elever og -undervisere involveret, og at forløbene er skabt som indhold i HF-fagpakkerne Samfundsfag B, Biologi B og Psykologi C.

”Ud over at give HF-eleverne målrettet viden om professionerne som henholdsvis sygeplejerske, lærer og pædagog gør de nyudviklede undervisningsforløb det også lettere og mere håndgribeligt for underviserne på HF at tone deres undervisning med mere professionsrettet læring,” forklarer Jeanette Svendsen, der er projektleder for ’Professionsrettede læringsressourcer til HF’ og chefkonsulent i afdelingen Uddannelsesudvikling hos VIA.

Hun peger på, at hele 84 procent af underviserne ved landets HF- og VUC-institutioner har tilkendegivet, at de ikke har modtaget kompetenceudvikling i at professionsrette fagene og dermed mangler viden og værktøjer til det – selv om den nuværende HF-bekendtgørelse tilsiger, at HF skal tilbyde fagpakker, som leverer professionsrettet undervisning. Derfor bliver de nye undervisningsforløb en god hjælp til underviserne på HF.

Jeanette Svendsen nævner som eksempel, at der i læringsforløbet målrettet professionen som sygeplejerske indgår en case, der giver HF-eleverne indblik i, hvordan sygeplejerskens faglighed bliver bragt i spil og understøtter behandling og efterbehandling af kræftpatienter. Igennem forløbet er der fokus på at forstå sygdommen og mennesket bag, og undervejs besøger HF-eleverne sygeplejerskeuddannelsen hos VIA.

Pige på HF

Allerede et skridt foran

Prorektor ved VIA University College, Helle Kruuse-Andersen, var blandt talerne på konferencen om det netop gennemførte udviklingsprojekt, der blev søsat i 2023. Hun glæder sig over, at projektet ’Professionsrettede læringsressourcer til HF’ matcher linjerne i de nye politiske uddannelsesreformer, regeringen har præsenteret her i efteråret.

”I reformerne lægger regeringen blandt andet op til at styrke overgange og sammenhænge mellem ungdoms- og professionsuddannelserne ved fx at udvikle nye undervisningsforløb og -materialer. Vi er dermed allerede et skridt foran,” fremhæver Helle Kruuse-Andersen og fortsætter:

”De nyudviklede undervisningsforløb fra projektet ’Professionsrettede læringsressourcer til HF’ giver netop ét af svarene på, hvordan vi kan koble viden og praksisorienteret erfaring fra professionerne til fagpakkerne i HF. Dermed har vi et optimalt afsæt for at åbne HF-elevernes blik for spændende uddannelses- og karrieremuligheder og for at motivere HF-eleverne til at vælge én af de mange meningsgivende professionsuddannelser”.

Helle Kruuse-Andersen påpeger, at VIA samt HF- og VUC-skolerne i Aarhus, Randers, Viborg, Skive, Horsens, Silkeborg, Herning og Nørre Nissum har en fælles ambition om at fortsætte samarbejdet.

Jeanette Svendsen og Helle Kruuse-Andersen

Har ansøgt ministerium om flere penge

Undervisningsforløbene og de tilhørende undervisningsmaterialer er samlet på hjemmesiden www.hf-klartilprofession.dk, der formidler resultaterne af projektet ’Professionsrettede læringsressourcer til HF’. På hjemmesiden er der fx også udsagn fra HF-elever og -undervisere. 

Samtidig er der netop sendt en ansøgning til Børne- og Undervisningsministeriet om at få tildelt 6,5 millioner kroner til at videreudvikle projektet, fortæller Lene Madsen, der er uddannelseschef på Aarhus HF & VUC.

”Vi er hos VIA samt de midtjyske HF- og VUC-skoler enige om, at der er et stort potentiale i at bruge professionsrettede læringsforløb på HF, så de unge dér får bedre forudsætninger for at se sig selv i en profession. Og med regeringens reformudspil er professionsrettede læringsressourcer tydeligvis blevet en efterspurgt vare. Derfor håber vi meget på, at ministeriet imødekommer vores ansøgning, så vi kan forfølge potentialet,” betoner Lene Madsen.

Hvis pengene fra Uddannelses- og Forskningsministeriet kommer i hus, skal de blandt andet gå til at udvikle flere professionsrettede undervisningsforløb til HF-elever, at kompetenceudvikle HF-undervisere til at stå i spidsen for professionsrettede læringsforløb og til at gennemføre yderligere forskning i professionsrettet didaktik hos VIAs Center for professionsstudier samt ved Center for Gymnasie- og Erhvervsuddannelsesforskning på Syddansk Universitet.

Det netop afsluttede projekt med titlen ’Professionsrettede læringsressourcer til HF’ er gennemført med økonomisk støtte fra Region Midtjylland samt med midler fra VIA University College og de midtjyske HF- og VUC-skoler.

Kontakt 

Helle Kruuse-Andersen
  • Helle Kruuse-Andersen

  • Prorektor
  • T: 87 55 23 47
Jeanette Svendsen
  • Jeanette Svendsen

  • Projektleder for Uddannelsesdebatten
  • T: +45 87 55 36 86

Relaterede artikler