Forskning skal bidrage til at flere unge afslutter en erhvervs-uddannelse

Kun 15 procent af de unge, der får et pålæg om at starte på en ungdomsuddannelse, gennemfører. Et nyt forskningsprojekt skal nu afdække årsagerne til, at så mange falder fra, og hvad de unge med uddannelsespålæg har behov for af hjælp.

Elever på brolæggeruddannelse på erhvervsskole

De seneste ti år er unge mellem 18 og 29 år, som hverken er i job eller uddannelse, blevet mødt af et krav om at gå i gang med en ungdomsuddannelse for at have ret til penge fra det offentlige, og ofte falder valget på en erhvervsuddannelse. Imidlertid viser nye tal, at det kun er 15 procent af de unge, der starter på en erhvervsuddannelse på baggrund af et såkaldt uddannelsespålæg, som gennemfører. Det svarer til, at otte ud af ti falder fra. 

Derfor skal VIA University College nu i et nyt forskningsprojekt undersøge, hvad der skal til for at støtte de unge med et uddannelsespålæg i overgangen mellem ledighed og erhvervsuddannelse, så de får en afsluttet uddannelse i hus. 

Danmarks Frie Forskningsfond støtter projektet med 3,1 millioner kroner. Pengene kommer fra en særlig pulje, der er afsat politisk for at skabe stærke forskningsmiljøer for erhvervsuddannelserne, arbejdspædagogik og praksislæring.

Et treårigt projekt

Det treårige forskningsprojekt med titlen ’From unemployment to vocational education and training’ løber fra foråret 2025 til foråret 2028. 

Projektet bliver udført i et tæt samarbejde mellem forskere fra forskellige dele af VIA University College. I spidsen for projektet står centerleder og projektleder Vibeke Asmussen Frank fra VIAs Forskningscenter for social udsathed samt ph.d. Henriette Duch, der er forsker i VIAs Forskningscenter for Professionsstudier og ansat ved VIAs efter- og videreuddannelser og lektor Anders Bøggild Christensen fra Socialrådgiveruddannelsen ved VIA i Aarhus.

Den brede sammensætning gør, at forskningsprojektet er bemandet med eksperter inden for de forskellige felter, det skal dykke ned i. 

Forskning med flere målgrupper

Konkret vil VIA University College undersøge, hvordan de unge oplever processen fra at få et uddannelsespålæg til at starte på en erhvervsuddannelse. 

Desuden vil forskningsprojektet afdække, hvordan socialrådgivere i kommunerne håndhæver lovgivningen om uddannelsespålæg, som blev indført i 2014, og hvordan erhvervsskolerne modtager de unge med uddannelsespålæg.

Ligeledes bliver det analyseret, hvordan samarbejdet mellem de kommunale socialrådgivere og erhvervsskolerne kan blive bedre og mindske frafaldet. 

Ny viden til at udvikle praksis

”Når vi har fået skabt ny viden om, hvordan kommuner og uddannelsesinstitutioner håndterer og samarbejder om de unge med et uddannelsespålæg, og hvordan de unge oplever at gå fra ledighed til uddannelse, har vi et solidt grundlag for at udvikle praksis. Dét er afgørende for at reducere de unges ledighed og marginalisering langt ind i voksenlivet,” fremhæver centerleder Vibeke Asmussen Frank fra Forskningscenter for social udsathed ved VIA University College i Aarhus.

Vibeke Asmussen Frank, forksningsleder

Hun påpeger, at forskningsprojektet vil sikre vigtig viden om, hvordan kommunerne og uddannelsesinstitutionerne kan hjælpe og støtte de unge med uddannelsespålæg bedre i overgangen fra ledighed til uddannelse, så langt flere af dem gennemfører deres uddannelse.

Vibeke Asmussen Frank slår samtidig fast, at de unges perspektiver kommer til at spille en fremtrædende rolle i projektet for at finde forklaringer på, at kun 15 procent af de 18-29-årige med et uddannelsespålæg færdiggør den erhvervsuddannelse, der er begyndt på. 

Generelt er det 45 procent af eleverne på erhvervsskolerne, der gennemfører.

Glæde hos forskningsdirektør

Forskningsdirektør Helle Kryger Aggerholm fra VIA University College glæder sig over, at Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) har bevilget midler til projektet ’From unemployment to vocational education and training’.

”Det er virkelig positivt for VIA som professionshøjskole, at DFF har blik for vores stærke kompetencer inden for forskning på blandt andet det socialfaglige og pædagogiske felt,” siger Helle Kryger Aggerholm.

Hun betoner, at projektet er samfundsvigtigt og vil gøre en forskel for unge i udsatte positioner. 

”Ved at levere opdaterede forskningsresultater om vilkårene for unge med uddannelsespålæg sikrer vores praksisrettede forskning blandt andet viden til både at styrke socialrådgiveres procedurer for sagsbehandling af de ledige unge, til underviserne på erhvervsskolerne og til samspillet mellem parterne,” fastslår forskningsdirektøren fra VIA University College.

Fakta om uddannelsespålæg

Der er i Danmark vedtaget et politisk mål om, at 95 procent af hver ungdomsårgang skal have en uddannelse. På den baggrund blev der i 2014 indført et såkaldt ’uddannelsespålæg’. 

Pålægget betyder i praksis, at unge mellem 18-29 år, som hverken er i job eller uddannelse, bliver mødt af et krav om at påbegynde en ungdomsuddannelse, hvis de kontakter kommunen for at modtage offentlig understøttelse som fx kontanthjælp.

Yderligere oplysninger og interview fås hos:

Vibeke Asmussen
  • Vibeke Asmussen Frank

  • Centerleder
  • T: +45 87 55 02 19
Se profil på UC Viden

Relaterede artikler