VIAs film- og animationsuddannelser i fint selskab

EU har optaget VIA Film & Transmedia og The Animation Workshop i alliancen FilmEU. Med optagelsen følger en bevilling på 14,4 mio. kroner.

Det udløste stor jubel, da VIA University College for kort tid siden modtog nyheden om, at uddannelsesinstitutionens film- og animationsuddannelser er blevet optaget i den fælles europæiske universitetsalliance FilmEU.

Alliancen består af otte uddannelsesinstitutioner, som udbyder film- og animationsuddannelser, der ifølge EU-kommissionen er førende på deres felt, og som fremover skal få filmbranchen og de kreative erhverv i Europa til at stå endnu stærkere på det globale marked.

Med optagelsen i alliancen følger 14,4 mio. kroner til VIA fordelt over de kommende fire år.

Gitte Sommer Harrits, prorektor og øverst ansvarlig for uddannelserne i VIA, er mere end stolt over, at VIAs kreative film- og animationsuddannelser er optaget i alliancen, der får til opgave at skabe et University of Excellence inden for Film and Media Arts:

”Partnerskabet med de øvrige uddannelsesinstitutioner vil give vores studerende et endnu mere internationalt udsyn, ligesom vores undervisere og forskere vil få nye faglige perspektiver ved at indgå i projekter og partnerskaber udenfor Danmarks grænser,” siger hun.

Konkurrencedygtige dimittender til branchen  

FilmEU-alliancen består af filmskoler- og universiteter fra henholdsvis Portugal, Irland, Slovakiet, Belgien, Estland, Litauen, Bulgarien og nu også Danmark. EU etablerede universitetsalliancen i 2019 med i alt fire partnere, men nu bliver gruppen altså udvidet til otte medlemmer.

Alliancen skal være et fyrtårn, der giver Europa en førende rolle inden for de kreative erhverv og samtidig styrker europæiske værdier og sammenhængskraft. Det kræver dygtige dimittender, og det er VIAs opgave af uddanne dem, siger Gitte Sommer Harrits:

”Vi skal levere dimittender, der er både konkurrencedygtige, vidende og nyskabende, så danske og europæiske producenter står stærkest muligt på det globale marked i fremtiden. Det kan vi gøre endnu bedre, når vi nu indgår i en alliance med Europas bedste på feltet, så vi er meget glade for, at EU har blåstemplet os på den måde,” siger Gitte Sommer Harrits.

Nye løsninger til kreatech-industrien

Vejen mod FilmEU-alliancen har været lang. Det er næsten et år siden, at VIA blev kontaktet og opfordret til at søge om optagelse. Den officielle start går 1. november, og der venter masser af spændende opgaver forude for både medarbejdere og ansatte, fortæller chefkonsulent Martin Hansen, der er ansvarlig for FilmEU i VIA:

”FilmEU skal levere viden og løsninger på nogle af de udfordringer, som både kreatech-industrien såvel som det øvrige samfund står overfor: grøn omstilling, digitalisering, diversitet samt inklusion,” siger han.

For de studerende på VIA skal FilmEU blandt andet skabe bedre muligheder for at komme på både korte og længere udvekslingsophold hos partneruniversiteterne. Det skal ifølge Martin Hansen kvalificere dem yderligere til en af de store overskrifter på projektet: new jobs og new skills.

”FilmEU skal ses som en router for nye samarbejder og relationer. Både mellem alliancepartnerne men i lige så høj grad mellem VIA og de brancher, som vi leverer arbejdskraft til. Konkurrencen er enorm på det her område, og det kræver talentfulde medarbejdere at klare sig godt, og dem skal vi uddanne,” siger Martin Hansen.

FAKTA

  • FilmEU er en såkaldt universitetsalliance, som Europa-Parlamentet etablerede i 2019.
  • Budgettet for hele alliancen er på 12,8 millioner euro over de kommende fire år, svarende til knap 100 mio. kroner.
  • FilmEU-alliancen består af følgende partnere:

    Lusófona University, Portugal
    Luca School of Arts, Belgien
    Dún Laoghaire Institute of Art Design and Technology, Irland
    Tallinn University, Estland
    Academy of Performing Arts, Slovakiet
    The Lithuanian Academy of Music and Theatre, Litauen
    National Academy for Theatre and Film Arts, Bulgarien
    VIA University College, Danmark

Relaterede artikler