Ny kommunikationschef er tiltrådt

Henrik Varmark er fra 1. november ansvarlig for kommunikationsafdelingen hos VIA i Aarhus.

Henrik Varmark

VIA University College har ansat Henrik Varmark som ny kommunikationschef fra 1. november 2023. Han kommer fra en stilling som kommunikationschef på Erhvervsakademi Aarhus siden 2014.

Som kommunikationschef i VIA har 48-årige Henrik Varmark ansvar for ca. 45 medarbejdere, og hans hovedarbejdssted er VIAs Campus Aarhus N.

Henrik Varmark skal blandt andet stå i spidsen for at udvikle og implementere en kommunikationsstrategi for VIA og for at drive VIAs kommunikationsindsats på både de indre og ydre linjer. Herunder skal der skabes en proaktiv mediestrategi, ligesom VIAs rekrutteringsstrategi og brobygningsaktiviteter skal udvikles. 

En anden stor opgave bliver at få udviklet nye generationer af digitale kommunikationsplatforme, der retter sig mod både medarbejdere, studerende og omverdenen. 

Tidligere ansat i VIA

Før Henrik Varmark kom til Erhvervsakademi Aarhus, arbejdede han fra 2008 til 2014 i VIAs kommunikationsafdeling i forskellige leder- og konsulentroller. Inden da var han i tre år leder af kommunikations- og markedsføringsafdelingen hos CVU Midt-Vest i Viborg, som i 2008 blev en del af VIA.

Uddannelsesmæssigt er Henrik Varmark Executive Master i Corporate Communication og cand.mag. i litteratur og medier – begge uddannelser fra Aarhus Universitet. Han er i øjeblikket i gang med en diplomuddannelse i e-handel og har gennemført kurser i blandt andet ledelse, strategisk kommunikation, public affairs, facilitering og markedsføringsjura.

Privat bor Henrik Varmark i Højbjerg med sin mand Rune. VIAs nye kommunikationschef er stor AGF-fan og har tillige optrådt mange steder som quizmaster. Ligeledes har Henrik Varmark madlavning som en lidenskabelig hobby.

Han afløser Lisbeth Katborg Bjerre, der i maj 2023 skiftede fra at være chef for enhederne Kommunikation, Studieliv og Internationalisering i VIA til nu stabschef på Aarhus Universitet.

Yderligere oplysninger fås hos:

Henrik Varmark, kommunikationschef i VIA.
T: 87 55 14 16
E: var@via.dk

Kirsten Suhr Bundgaard, professionshøjskoledirektør i VIA.
T: 87 55 10 18
E: kibu@via.dk

Relaterede artikler