Fossiler, rumraketter og forskning

Selvfølgelig er der fossiler på Theis Raaschou Andersens skrivebord på Campus Horsens. Han er ph.d. i geologi, så det er ikke så mærkeligt. Men hvordan passer det med en rumraket på reolen og en plakat fra X-Files med en ufo og teksten ”I want to believe” på væggen? 

Theis Raaschou Andersen

 

“I VIA er der kort fra tanke til handling, og det gør, at der er en fantastisk energi her. Vi har frihed og tillid, og så forsker vi i så mange spændende områder, som kommer samfundet, uddannelserne og de studerende til gode.”

Jo, rumraketten handler om at sætte sig et mål og en mission uden at kende vejen på forhånd, og plakaten handler om at have et åbent sind for, hvad der gemmer sig derude. 

”Det er sådan en forsker tænker, men det er også sådan en god leder tænker. Man skal have et mål, men være åben og nysgerrig over for forskellige måder at kommer derhen,” mener Theis Raaschou Andersen.

Som forskningschef er han primært leder af ledere, så han arbejder med de overordnede mål og muligheder for forskningsområdet ”Teknologi og Erhverv”. 

”Min fornemmeste opgave er at sikre rammerne for, at vi i VIA kan skabe forskning, der er til gavn for samfundet, uddannelserne og de studerende,” siger Theis Raaschou Andersen.

En del af hans job at sikre, at den forskning, der foregår på VIA, bliver anvendt i undervisningen og i samfundet. Professionsbacheloruddannelserne er netop karakteriseret ved at være anvendelsesorienterede og praksisnære. Det samme gælder for forskningen i VIA.

”Det er noget af det, jeg elsker ved forskningen i VIA. Vi har fokus på, at forskningen skal kunne anvendes i uddannelserne og i praksis. Det giver så meget mening,” siger Theis. 

”Og så er der kort fra tanke til handling i VIA. Det gør, at der altid er en god energi her. Vi kan få ting til at ske, og så har jeg også de bedste kollegaer,” siger han og smiler. 

Fossilerne på Theis skrivebord minder ham om, at vi som mennesker er en del af en lang historie, og at vi er en del af en planet, som vi skal passe godt på.

”Jeg er meget optaget af, at vi efterlader planeten til de kommende generationer, så der også er noget for dem at opleve. Vi er en lille del af en stor planet og en lang historie, og det stopper ikke med os,” siger han.

På Theis’ skrivebord er der også bunker med artikler.

”Jeg følger med i al den forskning, vi laver i VIA inden for mit område. Det kan være alt fra drikkevand til virtual reality og bæredygtige tekstiler. Det er alt sammen rigtig spændende,” siger Theis.

Kaffekoppen på bordet hylder ”adventures”, og Theis er glad for at være i det – og rejse og vandre.

”Jeg er super nysgerrig, og jeg kan godt lide at tage på eventyr. Det er også derfor, jeg blev forsker,” siger han, der for eksempel boede et halvt år på Svalbard, hvor nætterne og dagene er uendelig lange.

FN's verdensmål hænger på væggen og minder ham om, at vi har en mission om, hvor vi gerne vil hen. Vi skal bare finde vejen.

Theis Raaschou Andersen

Fakta

Tre grunde til, at Theis Raaschou Andersen synes, VIA er en god arbejdsplads:

  1. Frihed og tillid i arbejdet
  2. Mulighed for forskning, der er anvendelses- og praksisorienteret
  3. God energi og gode kollegaer