Med ja-hat og let til smil 

Der står "Joy" på kaffekoppen, en blå Hoptimist danser op og ned, og en lille guldstatuette viser teksten "Winner of it all". Lad det være sagt med det samme: Louise Norup Christiansen er sådan en, der har let til smil og som har en arbejdsglæde, der smitter. Derfor har medarbejderne givet hende koppen med glæde, og statuetten er fra et kursus, hvor hun vandt for at gøre sig positivt bemærket - to år i træk.

Louise Norup Christiansen

 

”Der er virkeligt gode muligheder for at udvikle sig i VIA. Jeg begyndte som kontorelev og nu er jeg leder.”

"Jeg har en positiv tilgang til mit arbejde," siger Louise Norup Christiansen, der også har et billede af en "ja-hat" på skrivebordet og en plakat med teksten "Gør mere af det, der gør dig glad". 

Hun er leder af Studieservice Horsens, den afdeling, der hjælper de studerende med alt det administrative fra eksamensindskrivninger og tilmeldinger til fag - alt det, der bare skal fungere. 
"Vi er hele det administrative maskinrum for de studerende og uddannelserne," fortæller Louise. 

Hun synes, at VIA University College er en god arbejdsplads, fordi der er så mange muligheder, og der hele tiden sker noget nyt. 

”VIA er en organisation, der tilpasser sig samfundet, og de forskellige behov, der er. Det gør det spændende at arbejde her. Jeg begyndte som kontorelev i 2000, og nu er jeg leder. Der er virkelig gode muligheder for at udvikle sig i VIA," fortæller Louise Norup Christiansen. 

Som leder går hun op i at få samarbejdet til at fungere både i afdelingen og på tværs, så der ikke er noget, der falder mellem to stole. Samtidig er det vigtigt, at medarbejderne trives i deres arbejde og udvikler sig. 

Det er også vigtigt, at man ikke sidder stille på skrivebordsstolen for længe. Derfor holder medarbejderne i Studieservice ”Powerbreaks” hver dag, hvor de træner i fem minutter med elastikkerne, som ligger klar på medarbejdernes skrivebord. De går også ture rundt om campus af og til, og så sørger Louise for at få motion ved at cykle fra hjemmet i Søvind til Campus Horsens. 

Humøret får et boost om morgenen med en Maren Uthaugs vittighedsstriber, der står under computerskærmen på skrivebordet. 

Og så er der uniformen, der også ligger fremme: en jakke og en t-shirt, hvor der står Studieservice. I studieservice på Campus Horsens sidder de nemlig på skift i receptionen, så de studerende kan gå direkte til dem. Derfor har de uniform på, så de er synlige. 

I en farvet skål af perler, som Louises søn har lavet som barn, ligger en seddel, som var en reminder fra en tidligere kollega: "Don't forget to be awesome" – Husk at være fantastisk. 

"Beskeden stod på bagsiden af en lomme i en julekalender. En dag lå den seddel på mit skrivebord. Den har jeg gemt, fordi jeg blev glad for den,” siger hun og smiler. 

Louise Norup Christiansen

Fakta

Derfor synes Louise Norup Christiansen, at VIA University College er en god arbejdsplads

  1. En dynamisk organisation i forandring
  2. Mulighed for at gøre karriere
  3. Godt arbejdsmiljø og stor arbejdsglæde