”Jeg får energi af at være sammen med studerende, og jeg nyder at være en del af et tværfagligt miljø blandt forskere.”
Anne Louise Bang, docent, Center for kreative erhverv
Hendes skrivebord står på Campus Herning, der ligger i en tidligere skjortefabrik fra 1960’erne. Der er kunst på væggene på Campus Herning, og masser af farver over det hele. Rundt omkring arbejder studerende med deres projekter. Der bliver syet, broderet, trykt og testet.
”Vi har den fedeste campus,” siger Anne Louise med et smil.
Hun er uddannet tekstildesigner og har været med til at etablere forskningsmiljøet på VIA inden for tekstil og design. Hendes arbejde består både af forskning og undervisning.
”Jeg får energi af at være sammen med de studerende, og jeg nyder at være en del af det tværfaglige miljø blandt forskerne,” fortæller hun.
Anne Louise er god til at få ideer, og på VIA har hun mulighed for at prøve dem af. Det kan man også se på hendes skrivebord, hvor der ligger forskellige nye materialer, der måske engang kan bruges som tekstiler. Noget er skabt af gelatine og støbt i blå forme, mens andet er lavet af kombucha-svampen. Det kaldes bio-læder.
”Der er virkeligt højt til loftet i VIA, og der er plads til, at vi både prøver de gode og de dårlige ideer af. Det er sådan, man bliver dygtigere,” siger Anne Louise.
På skrivebordet ligger der også et bæredygtighedsspil formet som en T-shirt. Her skal man svare på nogle spørgsmål om bæredygtighed, og hvis man svarer rigtigt, kan man sænke temperaturen på kloden. Anne Louise har ofte spillet med, når hun er til messer og besøger gymnasier.
Bøger og artikler fylder meget i Anne Louises arbejde, og lige nu ligger der en antologi - ”Sustainability in Creative Industries” - på skrivebordet. Den har hun været redaktør på.
Der er også en broche af tekstil, som Anne Louise har broderet nogle af verdensmålene på. På den bærbare computer er der et billede fra en konference i London, hvor mange af eksperimenterne blev udstillet.
Høretelefonerne ligger klar på skrivebordet til at holde online møder. Musik lytter hun ikke til, når hun arbejder, for der skal være ro. Til gengæld er koncerter hendes store fritidsinteresse. For nylig var hun til koncert med Psyched Up Janis.
”Det var så fedt, og jeg var lige ved at komme op og crowdsurfe,” siger hun og smiler.
Fakta
Derfor synes Anne Louise, at VIA University College er en god arbejdsplads:
- Mulighed for at gøre en forskel
- Fleksibelt og højt til loftet
- Kreativt og energisk miljø tæt på de studerende