SPS hjælper Maiken gennem uddannelsen på trods af depression

Maiken går på sidste år af VIA Læreruddannelsen. Hun er stolt over, at hun er lykkes med at passe din uddannelse på trods af depression. Hun er ikke i tvivl om, at hurtig hjælp med specialpædagogisk støtte har reddet hende fra at droppe ud af studiet.

Maiken læser til lærer trods depression

”Jeg tror ikke, at jeg ville have været på uddannelsen i dag, hvis jeg ikke havde kontaktet en SPS-vejleder og fået så hurtig hjælp, da jeg blev ramt af depression for tre år siden,” konstaterer 27-årige Maiken Czank Thomsen.

Hun læser på fjerde år af VIA Læreruddannelsen i Aarhus og kan dermed skimte det afsluttende bachelorprojekt og dimissionen i horisonten. Vejen hertil har været bumlet, for Maiken blev ramt af depression efter det første års tid på uddannelsen, hvor hun pludselig ikke kunne overskue sit liv og sit studie længere.

”Jeg har altid været meget organiseret og haft styr på tingene, men så nåede jeg til et punkt, hvor jeg slet ikke kunne overskue noget som helst. Jeg havde det rigtig svært og havde ingen energi. En dag åbnede jeg lidt op overfor min studiegruppe, og en af mine medstuderende nævnte, at jeg kunne prøve at kontakte VIAs SPS-vejleder,” fortæller Maiken.

Få støtte til struktur og overblik

SPS står for specialpædagogisk støtte og kan søges af alle studerende på VIA, der har en fysisk eller psykisk lidelse, der betyder, at de har brug for hjælp til at gennemføre deres uddannelse.

”Jeg kendte ikke til SPS og vidste ikke, om det overhovedet var noget, jeg var berettiget til. Men jeg valgte at kontakte vejlederen, og derfra gik det hurtigt. Det var rigtig rart, at der var nogen, der tog over, da jeg rakte ud og bad om hjælp,” forklarer Maiken.

Hun har fået bevilget 20 timers støtte pr. semester. Det betyder, at hun jævnligt mødes med sin SPS-vejleder, der hjælper hende med at skabe overblik og strukturere sin kalender. Vejlederen har fx også hjulpet med at få aftalt mere fleksibilitet omkring fravær og deadlines på opgaver i perioder, hvor Maiken har haft det svært.

Ræk ud, og få hurtig hjælp

”Min SPS-vejleder er både en rigtig god samtalepartner, en praktisk støtte og mit heppekor. Det er virkelig rart, at der er nogen, der hanker op i mig, når jeg har brug for det og siger ’selvfølgelig kan du klare det, du er megasej’. Det betyder meget, at hun tror på mig og er på min side,” siger Maiken.

Hun har valgt at være åben omkring sin depression og sin historie, fordi hun håber, den tilgang kan inspirere andre studerende. Hun vil gerne opfordre til at række ud efter hjælp, hvis man kommer i en situation, hvor man kan have gavn af specialpædagogisk støtte.

”Det var tilfældigt, at jeg opdagede muligheden for at få SPS, da jeg endelig tog mod til mig og åbnede lidt op for min sårbarhed. Og mit budskab er, at der ER hjælp at få. Det skal ikke være tabubelagt at sige, man har brug for hjælp,” fastslår Maiken.

Maikens bedste råd 

  • Går du med tanker om, at du har brug for specialpædagogisk støtte, så ræk ud til en SPS-vejleder. Søg det. Det er et gratis tilbud, og din vejleder udfylder ansøgningen for dig.
  • Inden du tager en snak med vejlederen, så overvej, hvad det er for en hjælp, du har brug for. Skriv fx ned, hvad der er svært for dig.
  • Lad være med at gå for længe med svære tanker. Jo hurtigere du åbner op og får hjælp, jo bedre.

Kontakt os