I takt med at flere søger naturen som en pause fra en hektisk hverdag, og interessen for friluftsliv og outdoor-aktiviteter vokser, stiger efterspørgslen også på fagpersoner, der kan sikre og lede kvalitetsoplevelser i det fri.
På dette forløb får du det fundament, du har brug for, hvis du gerne vil kunne planlægge og gennemføre friluftsture i kano i Skandinavien - både under forskellige forhold og med forskellige målgrupper.
Dit personlige udbytte
Al undervisning foregår på vandet uanset vind og vejr, og undervejs tager vi på flere ture både i Danmark og i Sverige, hvor du træner dine færdigheder i kano, friluftsliv og turledelse. Du får både konkrete færdigheder i kano (i tandem og solo), og du får praktiske erfaringer med at omsætte din nye viden til dit arbejdsliv. Ved bestået afsluttende eksamen bliver du certificeret som ‘Kanoinstruktør 3’ i henhold til Kanosamrådets uddannelsesstruktur.
På forløbet lærer du:
- Om kano, udstyr, beklædning, navigation og vejvalg
- Om grundlæggende og avanceret padleteknik i både solo og tandem
- At padle på å, sø og hav i vind, bølger og fos, herunder at sætte sejl
- Om sikkerhed, redninger, sikkerhedsinstruks og risikovurdering
- At planlægge, gennemføre og evaluere flerdages kanoture
- At inddrage forskellige undervisnings- og vejledningsteorier til brug i udvikling af egen vejlederpraksis i kano og i undervisning af kanoaktiviteter
- At omsætte dine kompetencer og viden om kano og friluftsliv til dit eget arbejdsliv
Gevinsten for din arbejdsplads
På forløbet får du ikke kun nye færdigheder. Vi har hele tiden fokus på, at du skal kunne omsætte din nye viden i dit arbejdsliv – og derfor arbejder du løbende med din egen logbog, hvor du sætter ord på, hvordan du kan bruge dine kompetencer i dit arbejde. Det betyder også, at din arbejdsplads får en medarbejder retur, som har dugfriske erfaringer med at tilrettelægge og gennemføre undervisning i naturen på naturens præmisser.