En øget interesse for at bruge naturen som ramme for læring og udvikling betyder, at der også er et stigende behov for fagpersoner, som ved, hvordan man begår sig i naturen og kan formidle sin viden til andre.
På det her forløb får du det fundament, du har brug for, hvis du gerne vil kunne planlægge og gennemføre friluftsture med et lærings- og udviklingsfokus – fx som friluftsvejleder i institutioner, skoler eller i erhvervslivet.
Al undervisning foregår i naturen – og undervejs tager vi på flere ture både i Danmark og Norge, hvor du træner konkrete færdigheder.
Du lærer konkret at:
Begå og opholde dig i naturen uanset vejr og vind.
Slå lejr og skabe læ for regn og vind – fx ved at bygge bivuak eller shelter, der ikke braser sammen om ørerne på dig.
Lave bål med tændstål, så du kan lave mad og holde varmen, selvom brændet er vådt, og kulden bider.
Genkende og finde spiselige planter, bær og urter i naturen.
Orientere dig og navigere med forskellige kort- og kompastyper under vekslende vejrforhold og i skiftende terræn.
Bruge og vedligeholde nødvendigt udstyr og redskaber til basale friluftsaktiviteter.
Gevinsten for din arbejdsplads
På forløbet får du ikke kun nye færdigheder. Vi har hele tiden fokus på, at du skal kunne omsætte din nye viden i dit arbejdsliv – og derfor arbejder du løbende med din egen logbog og portfolio, hvor du sætter ord på, hvordan du kan bruge dine kompetencer i dit arbejde.
Det betyder også, at din arbejdsplads får en medarbejder retur, som har dugfriske erfaringer med at tilrettelægge og gennemføre undervisning i naturen på naturens præmisser.