Teknologiforståelse er en ny faglighed i skolen, som kræver, at du som lærer og skolen som helhed tør være nysgerrig – og samtidig har mod på at fejle. Men det kræver viden og indsigt at identificere, hvilke konkrete afprøvninger og indsatser, der er de rigtige at arbejde med hos jer.
På kurset her får du viden, der gør dig ti stand til at forstå, udvikle og tage konstruktiv stilling til teknologiers muligheder i undervisningen. Undervejs arbejder du med undersøgende tilgange til læreprocesser og teknologier i undervisningen. Du får konkrete didaktiske greb til, hvordan du som lærer kan lave forløb, hvor du faciliterer læreprocesser og motiverer eleverne til at arbejde undersøgende og eksperimenterende med teknologiforståelse i dine fag.
Med forløbet får du kompetencer til at:
- Designe forløb, der med udgangspunkt i autentiske problemstillinger arbejder med digital myndiggørelse, herunder analyse af digitale artefakter og forståelse af problematikker og regler for håndtering af egne og andres data.
- Udvikle børn og unges digitale kompetencer og teknologiforståelse og inddrage forskellige aktuelle teknologiers muligheder og udfordringer i pædagogiske kontekster.
- Stilladsere børn og unges egne digitale designløsninger, med henblik på at styrke deres teknologiske handleevne og computationelle tankegang.
- Skabe læringsrum, der bidrager til at udvikle børn og unges 21. århundredes kompetencer gennem en designtilgang til teknologiforståelse.