Borgernær sygepleje - målrettet teori og praktik giver styrket klinisk lederskab som centersygeplejerske

Et stort fagligt udbytte med specifik viden om den ældre borgergruppe, styrket klinisk lederskab og en større forståelse for organisationer og tværsektorielt samarbejde er blot udpluk af, hvad centersygeplejerske Rikke Bæk Cramer fik ud af at tage Specialuddannelsen i borgernær sygepleje. 

”Jeg er meget klogere på egen praksis, og jeg er kommet styrket tilbage med meget mere viden om den borgergruppe, som vi arbejder med – og som ofte falder uden for symptombøgerne. Jeg har fundet ro i min sygeplejefaglighed, og jeg hviler mere i de beslutninger, som jeg træffer, fordi jeg har et større grundlag at træffe beslutninger ud fra.”, siger Rikke Bæk Cramer, som er centersygeplejerske på Glyngøre Plejecenter i Skive Kommune. 

Rikke Bæk Cramer har taget Specialuddannelsen i borgernær sygepleje, som det tager et år at gennemføre.  Det var Rikkes leder, der fremlagde idéen om uddannelsen – og uddannelsens muligheder for Rikke og hendes kolleger. For Rikke krævede det ikke meget betænkningstid, for hun har altid haft let ved det boglige, og hun finder sygeplejeteorien spændende. 

Oplevelsen tilbage på skolebænken var dog en anden, end da hun bestod sin sygeplejerskeuddannelse år tilbage: 

”Det at være tilbage på skolebænken var noget helt andet end at tage grunduddannelsen, for alle sygeplejersker på uddannelsen her kom jo fra praksis. Alle kom derfor med en faglig bagage, og det var meget givende og inspirerende at møde sygeplejersker i både lignende stillinger, og stillinger som slet ikke lignede”.

Vekselvirkning imellem teori og praksis

Specialuddannelsen i borgernær sygepleje er bygget op af en vekselvirkning imellem teori på skolebænken og at være i praktik.

”Jeg kan kun anbefale uddannelsen, som er godt sat sammen. Man veksler hele tiden mellem at få ny viden og at afprøve og omsætte den nye viden. Forløbet er accelereret, og det har ind i mellem været hårdt, men det er det hele værd, for jeg har lært en frygtelig masse, som jeg bruger hver dag”, siger hun.

Teorien på uddannelsen – styrket pleje og øget faglighed

Rikke har arbejdet med den ældre, medicinske borger, siden hun blev uddannet for snart ti år siden. Borgergruppen her er helt særlig, og det kan være rigtig svært at spotte, når der er ”noget”, bl.a. fordi kroppen er på afvikling, og vægttab er måske eneste symptom på, at der er noget galt.

”Igennem teorien på uddannelsen har jeg opkvalificeret allerede kendt viden, udvidet min forståelse og fået helt ny viden om netop disse skrøbelige borgere. Med den nye teori oplever jeg, at jeg øger fagligheden og styrker plejen med flere begreber og en bedre forståelse af, hvorfor vi gør ting”, siger hun. 

Praktikken på uddannelsen

Rikke har bl.a. været i praktik på en akutmodtagelse, i lægepraksis, på sengeafsnit, og på ambulatorier i både regionalt og kommunalt regi. Om praktikforløbene siger hun:

”Det gav mig virkelig meget at ”snuse” på den anden side af hegnet. Som centersygeplejerskere kan vi gå og spørge os selv, hvorfor vi fx får borgere hjem midt om natten? Nu, hvor jeg har set virkeligheden på fx akutmodtagelsen - og den her vanvittige travlhed - giver det mening, hvad jeg skal tage imod og hvorfor”.

Skive Kommune og Regionshospital Viborg har en samarbejdsaftale, der hedder ”Indlæggelse i eget hjem”.

”Aftalen stiller rigtig store krav til os som sygeplejersker. Så det er både givende at blive klædt fagligt på til opgaven, men også at lære mere om de samarbejdsaftaler, som er indgået. Jeg har fået et helt nyt tværsektorielt udsyn – en ny linse til kikkerten”, siger hun. 

Hverdagen med uddannelse i bagagen

”Som centersygeplejerske har uddannelsen givet mig meget i forhold til opsporing. Og det er helt nødvendigt for os, som arbejder med sygepleje til de meget skrøbelige borgere, for de bliver både dårligere og dårligere, og de bliver ældre og ældre. Så der er rigtig mange opgaver omkring at yde sygepleje til borgere på et plejecenter – og de udvikler sig hele tiden”, siger Rikke.

Som ene centersygeplejerske på Glyngøre Plejecenter træffer Rikke mange beslutninger i løbet af en dag, og her kan hun også mærke en forskel i det daglige: 

”I min hverdag træffer jeg virkelig mange beslutninger. Nu har jeg så et langt større grundlag at træffe beslutninger ud fra, og det gør jo en stor forskel, at jeg nu på en anden måde er i stand til at kvalificere den måde, jeg træffer beslutninger på – både praktisk og juridisk.” 

De nye teorier og viden fra praktikken deler hun med fem sygeplejersker fra andre plejecentre i Skive Kommune, som hun sparrer med i det daglige: 

”Jeg sparrer med mine kolleger på en helt anden måde, da jeg kan koble teori på praksis sammen med dem, og det giver et kæmpe personligt boost at dele ny viden med mine sygeplejekolleger.”

Vil du anbefale andre kommunale chefer at sende centersygeplejersker på specialuddannelsen? 

”Absolut. For der bliver flere ældre, og de kommer til at fejle mere. Så der er behov for, at vi som sygeplejersker kan arbejde effektivt og yde i særklasse i et meget mere presset sundhedsvæsen – ellers kan vi ikke følge med. Og når man ved, hvor man skal kigge efter løsningen, så tager opgaven ikke den samme tid”, siger centersygeplejerske Rikke Bæk Cramer.

Sygeplejersker sidder sammen med borger i borgers hjem

Tag specialuddannelsen i borgernær sygepleje

Vil du udvikle din faglighed og din borgernære sygepleje? Og på samme tid tilegne dig et særligt blik for tværfaglige og tværsektorielle skel, og være en del af udviklingen og fremtidssikringen af borgernær sygepleje og det nære sundhedsvæsen? Så skal du tage Specialuddannelsen i borgernær sygepleje.