
Ældrebefolkningen stiger. Og i takt med den demografiske udvikling stiger behovet for kompetent pleje både underfor men særdeleshed også i borgernes eget hjem. I dag varetager kommunerne en stor del af rehabiliteringsindsatsen, der i takt med den aldrende befolkning også indebærer stigende funktionsevnetab og flere kronisk syge.
Det kan de godt mærke i forvaltningen for Pleje og Rehabilitering i Aarhus Kommune – traditionelt kendt som hjemmeplejen. Her arbejder sosu-hjælpere, sosu-assistenter, ergo- og fysioterapeuter og sygeplejersker sammen om at yde pleje, praktisk hjælp, sygepleje, træning og rehabilitering for borgere i eget hjem.
”Vi er som mennesker generelt interesseret i at leve så selvstændigt som muligt og bevare frihed til egne disponeringer i videst muligt omfang. Derfor er vores vigtige opgave at give den aldrende befolkning de bedste forudsætninger for at bevare et fysisk, socialt og mentalt godt helbred længst muligt. Samtidig ser vi ind i en fremtid, hvor der bliver færre hænder til at udføre kvalificeret pleje og omsorg”, fortæller Mette Skjærbæk Svane, der er distriktschef i Pleje og Rehabilitering i Aarhus Kommune.
Derfor har Aarhus Kommune samarbejdet med VIA University College om at tilrettelægge et forløb for repræsentanter for alle faggrupper med fokus på rehabilitering med udgangspunkt i ICF-modellen og den nye hvidbog om rehabilitering. Målet er at give personalet de bedste forudsætninger for at kunne samarbejde tværprofessionelt om at øge borgernes funktionsevne og understøtte deres livskvalitet.
Fælles retning kræver fælles sprog
Forløbet består af et diplommodul for sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter og et sideløbende kursus for social- og sundhedshjælpere og assistenter. Midt i forløbet mødes alle deltagere på en fælles workshopdag. Udover en grundlæggende indføring i rehabiliterings- og funktionsevnebegrebet arbejder deltagerne med, hvordan de i fællesskab kan levere en koordineret indsats med udgangspunkt i borgerens mål.
”Selvom Aarhus Kommune har arbejdet med rehabilitering i flere år, har der på tværs af faggrupperne været stor forskel på, hvordan de har forstået og operationaliseret begrebet. Derfor har det været nødvendigt at få en fælles forståelse for, hvad rehabilitering er, så vi snakker samme sprog. God rehabilitering kræver, at indsatsen er stærkt koordineret imellem faglighederne, så udover at få en teoretisk forståelse af begrebet har vi også arbejdet meget med, hvordan vi kan implementere den nye viden og den nye koordinerede indsats i praksis”, fortæller Mette Skjærbæk Svane.
Nye tilgange der kan mærkes på gulvet
Indtil nu har omkring 70 deltagere fra et af kommunens tre distrikter været afsted. Louise Momme er viceleder i Distrikt Nord og har haft repræsentanter fra alle faggrupper med på både diplommodulet og det fagspecifikke kursus.
”Udover at få en begrebsafklaring, har forløbet givet en større bevidsthed hos personalet om, hvorfor vi gør, som vi gør, og vi er langt bedre klædt på til at samarbejde tværprofessionelt med borgerens mål i centrum. I stedet for at hver faggruppe har forskellige fokusområder hjemme hos borgeren, har de en større viden om, hvordan de kan understøtte hinandens arbejde, og hvor vigtig kommunikation og relationel koordinering er. Det kommer blandt andet til udtryk på den fælles workshop dag, hvor faggrupperne er samlet”.
Både diplommodulet og det fagspecifikke kursus er skræddersyet med udgangspunkt i kommunens milepæle, ligesom deltagerne har arbejdet med koblinger til specifikke indsatser, faglige handlinger og visiterede ydelser.
Startskuddet inden et langt sejt træk
Indtil nu har to af kommunens tre geografiske distrikter gennemført forløbet, og det resterende distrikt opstarter i foråret 2025. Forløbet er blevet justeret og evalueret undervejs, og VIA University College og Aarhus Kommune har arbejdet tæt sammen om at skabe de bedste betingelser for, at den nye viden og de nye færdigheder bliver implementeret.
”I sidste ende er målet, at de borgere vi arbejder for, holder sig selvhjulpne længst muligt og med størst mulig livskvalitet. Forløbet er det første – og vigtige – startskud til, at vi kan arbejde med rehabilitering på en ny måde. Foran os venter et langt sejt træk, hvor vi skal holde næsen i sporet”, siger Mette Skjærbæk Svane.
For at sikre sig at både personale og ledelsesgruppen er på rette vej, arbejder de med blandt andet kvartalsmålinger, hvor de måler på den relationelle koordinering. Hvert kvartal bedes alt personale om at tage temperaturen på, hvordan de oplever den relationelt koordinerende indsats i deres eget team. Herefter kigger et forbedringsteam på det, så udsving og forbedringspotentialer kan blive finjusteret – helt tæt på praksis og kontekstnært – så de kan fastholde en velkoordineret rehabiliterende tilgang.