Demensramte som malere

Plejecenter Skovkilden havde et ønske om at skabe bedre rammer for personalets samarbejde med pårørende om at give beboerne et bedre og mere aktivt liv.

Det var en stor dag, hvor både kommunaldirektøren og avisen mødte frem, da Plejecenter Kildegården i Skanderborg indbød til fernisering. Her blev store, farvestrålende malerier, som beboerne har skabt i fællesskab, præsenteret.

Alle har hjulpet til, nogle har malet, andre har lavet tryk. Det er Mette Fisker og Elin Nyborg, som begge har deres mødre boende på Kildegården, der har taget initiativ til det kreative værksted, hvor der males og laves forskelligt pynt.

Det er et af resultaterne af et samarbejde mellem plejecentret og VIA University College, som begyndte med en henvendelse fra Inger Marie Larsen-Nielsen, VIA.

”Det var et rigtig godt tilbud, vi fik fra Inger”, siger Alice Pedersen, der er teamleder for 29 demente og hjerneskadede beboere på Plejecenter Skovkilden i Skanderborg.

VIA-medarbejdere som dement beboer og pårørende

Tilbuddet bestod i, at Inger Marie Larsen-Nielsen sammen med et par kolleger ville understøtte plejecentrets ønske om at skabe bedre rammer for personalets samarbejde med pårørende om at give beboerne et bedre og mere aktivt liv.

I et døgn optrådte Inger Marie Larsen som pårørende, mens en kollega ’flyttede ind’ som beboer. En tredje kollega fulgte en medarbejder.

”På den måde blev vi som pårørende og beboer tvunget til at tænke på en anden og mere sensitiv måde. Vi måtte indtage en rolle, der ikke var mervidende, i mødet med de fagprofessionelle, og måden vi talte sammen på, fik en mere ligeværdig karakter. Vi kunne stille åbne, nysgerrige spørgsmål knyttet til den reelle undren, der blev vakt hos os”, siger Inger Marie Larsen-Nielsen.

Engagement og gode ideer på to workshops

Efterfølgende stod Inger Marie Larsen-Nielsen i spidsen for to workshops, fortæller Alice Pedersen.

”I den første deltog personalet. Med åbent sind drøftede vi, hvad vi selv kunne gøre, og medarbejderne var rigtig glade for de to workshops. I den anden workshop deltog desuden en række pårørende. Det kan være svært at engagere de pårørende, blandt andet fordi mange ikke bor i lokalområdet. Men til workshoppen havde vi samlet 11 pårørende”, fortæller Alice Pedersen.

Der var stort engagement i drøftelserne, som førte til flere nye tiltag. Et af dem var ’Kreativ mandag’, som med to af de pårørende i spidsen førte til, at beboerne skabte flotte malerier og tryk. Et andet tiltag handlede om at plante blomster, mens et tredje førte til en fredagscafé og pizza- og rødvinsaftener.

”Vi er heldige at have fundet en række aktive pårørende, men vi skal samtidig passe på, at vi ikke trækker for store veksler på dem”, fortæller den 55-årige teamleder, der ud over sin uddannelse til Social- og sundhedsassistent har taget en diplomuddannelse i ledelse.

Tilfredse beboere

Alice Pedersen fornemmer tydeligt, at beboerne er glade for de nye aktiviteter.

”De kan sjældent give udtryk for deres glæde og tilfredshed, og de kan normalt ikke huske, hvad der skete sidste gang, de deltog i en aktivitet. Men vi kan oftest se på beboerne, når de er tilfredse og velfungerende, og de ’udvandrer’ ikke – hvilket demente sædvanligvis gør, når de ikke er tilpasse. Og i øvrigt er det meget afgørende, at aktiviteterne foregår i de omgivelser, beboerne kender og er trygge i”, siger Alice Pedersen.

Skovkilden arbejder på at fastholde og udvikle de nye aktiviteter. De aktive pårørende er stadig et stort aktiv, og Alice Pedersen har håb om, at en lille bid af regeringens ’ældremilliard’ kan bruges til at styrke arbejdet.