Status quo i søgningen til VIAs uddannelser – og dermed stadig et stort hul at fylde op

VIA har i år modtaget flere ansøgninger til sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelserne gennem kvote 2 end i fjor. Men der er brug for en endnu større fremgang for at matche arbejdsmarkedets behov for kvalificeret arbejdskraft, påpeger prorektor. Både uddannelserne til pædagog og lærer oplever tilbagegang i årets søgning.

Akut sygepleje

VIA har i år modtaget flere ansøgninger til sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelserne gennem kvote 2 end i fjor. Men der er brug for en endnu større fremgang for at matche arbejdsmarkedets behov for kvalificeret arbejdskraft, påpeger prorektor. Både uddannelserne til pædagog og lærer oplever tilbagegang i årets søgning.

Der var i dag, den 15. marts kl. 12.00, ansøgningsfrist for at søge ind på de videregående uddannelser gennem kvote 2. I år har 4.982 ansøgere en uddannelse hos VIA University College øverst på deres ønskeliste. Det betyder, at den midtjyske professionshøjskole har modtaget én procent flere førsteprioritetsansøgninger end i fjor.

Fremgangen er størst til VIAs uddannelser i Østjylland, mens der er nedgang hos VIA i det vestjyske.

Det er mere end halvdelen af det samlede antal ansøgninger til VIAs 41 uddannelser i Region Midtjylland, der er førsteprioritetsansøgninger. Totalt har VIA i år modtaget 9.189 kvote 2-ansøgninger.

Blandt de fire store professionsuddannelser, som pt har størst politisk bevågenhed, er der fremgang i antallet af førsteprioritetsansøgninger til sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelserne hos VIA. Derimod er der kommet færre ansøgninger til pædagog- og læreruddannelserne.

Flere vil være sygeplejerske

Højdespringeren i VIA er sygeplejerskeuddannelsen, der med 713 førsteprioritetsansøgere kan notere en fremgang på 18 procent. 

VIAs socialrådgiveruddannelse har modtaget 269 førsteprioritetsansøgninger svarende til seks procent flere end sidste år gennem kvote 2. 

Pædagoguddannelsen hos VIA er med 648 modtagne førsteprioritetsansøgere gået ni procent tilbage sammenlignet med 2023, mens læreruddannelsen har to procent færre ansøgere – nemlig i år 427 førsteprioritetsansøgninger gennem kvote 2.

Mange forgæves rekrutteringer

”Vi glæder os i VIA over, at der er fremgang i kvote 2-søgningen til en række af vores uddannelser. Dét er der i høj grad brug for, da arbejdsmarkedet jo skriger på blandt andet flere velfærdsuddannede og flere ingeniører. Men desværre er der kun basis for en afdæmpet begejstring. Faktum er, at der trods større søgning til mange uddannelser stadig er et stort hul at fylde op for at få bugt med den nuværende situation på arbejdsmarkedet med langt færre faguddannede medarbejdere end tidligere til at tage sig af fx syge, ældre, børn, unge og udsatte mennesker,” siger prorektor Gitte Sommer Harrits.

Hun er den øverst ansvarlige for VIAs uddannelser i Aarhus, Randers, Grenaa, Horsens, Silkeborg, Ikast, Herning, Holstebro, Nørre Nissum, Viborg og Skive.

Gitte Sommer Harrits understreger, at det pt er hver femte opslåede ledige stilling til sygeplejerske og pædagog, der ikke bliver besat på grund af mangel på ansøgere. Hun slår tillige fast, at søgningen til professionsuddannelserne til sygeplejerske, pædagog, lærer og socialrådgiver under ét er faldet med 33 procent fra 2016 til 2023. Fx er antallet af ansøgninger til pædagoguddannelsen halveret i perioden.

VIA håber derfor på en stor stigning i antallet af ansøgninger gennem kvote 1 i juli, så hovedparten af studiepladserne bliver fyldt op i år – også uden for Aarhus.

Gitte Sommer, prorektor

Store forventninger til reform

”Manglen på veluddannet arbejdskraft er alarmerende, og det haster med hurtige og effektive politiske tiltag, der gør det mere attraktivt at søge ind på professionsuddannelserne til fx sygeplejerske, pædagog, lærer og socialrådgiver. Som situationen er nu, er der overhængende fare for, at rygraden i velfærdssamfundet kollapser. Vi ser derfor med stor og positiv forventning frem til den politiske reform af professionsuddannelserne,” siger Gitte Sommer Harrits.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har meldt ud, at regeringen er på vej med en grundig reform, der har som mål at styrke undervisningskvaliteten, indholdet, praktikken og prestigen i professionsuddannelserne. Regeringen vil desuden finde veje til at dæmme op for, at mange dimittender oplever et praksischok i overgangen fra studie- til arbejdslivet. Det er tillige ambitionen at kunne støtte og løfte de professionsstuderende, der starter med de svageste studieforudsætninger, at mindske frafaldet samt at etablere bedre efteruddannelses- og karriereveje.

”Vi bakker hos VIA fuldt ud op om regeringens ambitioner. Men hvis det skal lykkes med en omfattende reform og den ønskede effekt, kræver det en betydelig investeringsvillighed hos regeringen. Bedre professionsuddannelser kræver blandt andet mere undervisning på mindre hold, mere individuel vejledning og mere praksistræning, og dét er omkostningstungt,” lyder det fra Gitte Sommer Harrits.

Håber at få pladser retur

VIAs prorektor pointerer, at der som led i den kommende reform af professionsuddannelserne også er behov for at få genåbnet en del af de lukkede engelsksprogede studiepladser.

”I en tid, hvor manglen på blandt andet klima- og it-ingeniører bremser for vækst, innovation og styrket konkurrencekraft i erhvervslivet, er det sagt ligeud tudetosset og frustrerende, at politikerne har nedlagt 600 af VIAs engelsksprogede studiepladser på ingeniør- og businessuddannelser, så vi må give afslag til flere hundrede kvalificerede danske og udenlandske ansøgere,” pointerer Gitte Sommer Harrits.

VIA har opbakning fra flere end 100 virksomheder og erhvervsorganisationer til ønsket om at få genåbnet 175 af sine lukkede engelsksprogede studiepladser på Campus Horsens.

Flere nye uddannelser

Netop for at dæmme op for erhvervslivets store mangel på ingeniører udbyder VIA i år to nye ingeniøruddannelser – en ingeniøruddannelse i Viborg med speciale i visuelle XR-teknologier og en ny form for uddannelse til maskiningeniør.

Dé to nye udbud skal supplere VIAs nuværende vifte af ingeniøruddannelser, hvor der i år blandt andet er fremgang i søgningen til uddannelserne til eksportingeniør, softwareingeniør, bygningsingeniør og maskiningeniør. Samlet har VIAs ingeniøruddannelser modtaget 407 førsteprioritetsansøgninger gennem kvote 2, hvilket er 4,4 procent flere end sidste år.

Den nye form for uddannelse til maskiningeniør har VIA udviklet sammen med virksomheder. På uddannelsen er de studerende ingeniørtrainees og bliver uddannet, mens de er ansat i en virksomhed med ingeniører. Det nye uddannelsesformat er en kombination af selvstudie, online undervisning samt arbejde og projekter i praksis, hvor ingeniørkolleger er faglig sparring.

”Den store fordel er, at uddannelsen kan gennemføres i virksomheder, der ligger langt fra de nuværende uddannelsesudbud for ingeniører og ofte har svært ved at rekruttere ingeniørkompetencer,” forklarer Gitte Sommer Harrits.

Andre nye udbud på VIAs palet af uddannelser er Danmarks første og eneste uddannelse til bandagist, der går i luften i september på Campus Horsens med den officielle titel Professionsbachelor i protese- og ortoseteknologi. Endnu et nyt tiltag er en særlig tilrettelagt socialrådgiveruddannelse hos VIA i Holstebro – den første i Danmark – som på kun 2,5 år uddanner ansøgere, der i forvejen har relevant uddannelse og erhvervserfaring. Desuden åbner VIA efter sommerferien et udbud af bygningskonstruktør-uddannelsen i Randers, ligesom der er søsat indsatser for at styrke studielivet.

Fakta: Hvad er kvote 2?

  • I kvote 2 er det en samlet bedømmelse af karakterer og livserfaringer fra eksempelvis jobs, højskoleophold, rejser og frivilligt arbejde, der afgør, om ansøgerne bliver optaget på de uddannelser, de har søgt ind på. Der er hvert år ansøgningsfrist gennem kvote 2 den 15. marts kl. 12.00. Kvote 2-ansøgningerne bliver i de kommende dage behandlet i VIAs optagelsescenter.
  • I kvote 1, som hvert år har ansøgningsfrist den 5. juli kl. 12.00, bliver ansøgerne udelukkende vurderet på basis af deres karaktergennemsnit fra gymnasiet.
  • Den 26. juli er i år datoen, hvor ansøgerne gennem både kvote 1 og 2 får besked på, om de er optaget på en af de uddannelser, de har søgt ind på.

Oversigt over de senere års udvikling i antallet af 1. prioritetsansøgninger til de fire store uddannelser inden for velfærdsområdet hos VIA pr. 15. marts kl. 12.00:

2016

2017

2018

2019

2020

2021

2022

2023

2024

Lærer

478

487

501

436

466

494

425

437

427

Pædagog

1357

1284

1174

1058

958

938

713

708

648

Socialrådgiver

453

462

462

367

372

426

298

253

269

Sygeplejerske

985

941

870

877

827

803

539

602

713

I alt på de fire

3273

3174

3007

2738

2623

2661

1975

2000

2057

 

 

Yderligere oplysninger fås hos:

Gitte Sommer Harrits
  • Gitte Sommer Harrits

  • Prorektor
  • T: + 45 87 55 18 76
Download foto af Gitte
Harald Mikkelsen
  • Harald Mikkelsen

  • Rektor
  • T: +45 87 55 10 01
Download foto af Harald
  • Kiri Kesby

  • Journalist og kommunikationsrådgiver
  • T: +45 87 55 14 61
  • Jeg hjælper gerne med svar på spørgsmål om VIA og kontakt til interviewpersoner.

Relaterede artikler